Kano & kajak

René Holten sikrer VM-finale med bedste tid

Danske René Holten Poulsen skal lørdag eftermiddag deltage i VM-finalen i 1000 meter enerkajak.

Se René Holtens finale direkte på TV 2 SPORT. Vi sender fra lørdag klokken 13.

Der bliver som ventet dansk deltagelse, når der lørdag eftermiddag afholdes finale i 1000 meter enerkajak ved verdensmesterskaberne i portugisiske Montemor-o-Velho.

Lørdag formiddag kvalificerede René Holten Poulsen sig nemlig til finalen, da han i semifinalen satte bedste tid af alle på sin favoritdisciplin.

Danskeren stillede op i den sidste af tre semifinaler, som han vandt med 0,2 sekund ned til spanske Roi Rodriguez.

Finalen sættes i gang 13.21 lørdag.

Den 29-årige dansker har seks individuelle VM-medaljer i enerkajak, heraf tre af guld.

Tilbage i 2008 vandt han desuden OL-sølv i 1000 meter toerkajak sammen med Kim Wraae Knudsen. Samme år vandt parret EM-guld på samme distance.

Dansk sejr i B-finale

Fredag lykkedes det noget overraskende ikke for Emma Aastrand Jørgensen at komme i A-finalen i 500 meter enerkajak.

Den danske OL-sølvvinder fra Rio i 2016 sluttede som nummer fire i sin semifinale, og hun kommer dermed ikke til at forsvare sin VM-bronzemedalje fra sidste år.

Emma Aastrand Jørgensen var havnet i en stærk semifinale, hvor alle tre medaljevindere fra OL var med.

Lørdag fik danskeren en smule revanche, da hun vandt B-finalen.

Se René Holtens finale direkte på TV 2 SPORT. Vi sender fra lørdag klokken 13.