Kano & kajak

Rene Holten er ét heat fra OL-plads

Med sejr i sit indledende heat er kajakroeren René Holten direkte i World Cup-finale i Ungarn.

Den danske kajakroer René Holten gav onsdag sig selv de bedste forudsætninger for at sikre sig en billet til OL i Tokyo til sommer i 1000 meter enerkajak.

Holten var bedst af alle i sit indledende heat ved World Cuppen i ungarske Szeged, og det gav ham en direkte plads i torsdagens finale.

- Jeg vandt sgu de indledende heats. Og det var i fuld kontrol. Jeg tror også, de andre slap lidt til sidst, da de kunne se, jeg kom langt foran.

- Der var en af dem, jeg regnede med kunne være en konkurrent til pladsen, som var med, og han var noget efter. Så det var fedt, siger en glad René Holten til TV 2 SPORT efter sejren.

I en tæt afgørelse var danskeren stærkere end italienske Andrea Schera og franske Guillaume Burger, der tog de følgende pladser.

De må ud i en semifinale senere onsdag for at kæmpe for en finaleplads, mens René Holten kan begynde at forberede sig til finalen.

Mere dansk succes

Og der bliver brug for alle kræfter i finalen, for det er den 32-årige danskers næstsidste chance for at kvalificere sig til sit fjerde OL i træk.

I finalen venter der nemlig en OL-kvalifikation til de to kajakker, som krydser målstregen først.

Kikser det for Holten i torsdagens finale, har han en sidste mulighed i næste uge i Rusland. Her er dog kun en enkelt OL-billet på højkant.

Efter torsdagens finale i Szeged byder weekenden på et World Cup-stævne samme sted.

Også toerkajakken med Morten Graversen og Simon Schuldt-Jensen er klar til den afgørende finale om en OL-billet på 1000-meterdistancen efter en indledende heatsejr.

På den halve distance skal Sara Corfixen Milthers og Caroline Emilie Faurschou gennem en semifinale for at bevare muligheden for at snuppe en OL-billet i denne uge.

I onsdagens indledende heat blev den danske duo blot nummer fem ud af seks i sit heat, men i semifinalen gik det bedre.

Her endte Sara Corfixen Milthers og Caroline Emilie Faurschou på tredjepladsen og sikrede sig en billet til finalen, som finder sted torsdag.