René Holten Poulsens OL-drøm blev til en forbandelse
Kano & kajak

Han tog til OL for at vinde guld, men vendte hjem med et traume

Historien om Danmarks bedste kajakroer, René Holten Poulsen, er historien om, hvordan elitesport kan ende med at være traumatisk.

De mere end 10.000 mennesker i Boxen i Herning holdt vejret, mens kronprins Frederik fumlede med kuverten, han havde i hånden.

På scenen sammen med Hans Kongelige Højhed stod tre danske eliteatleter, der havde leveret ekstraordinære præstationer i det forgangne år, og nu skulle enten svømmeren Jeanette Ottesen, sejleren Anne-Marie Rindom eller kajakroeren René Holten Poulsen hædres med prisen "Årets Sportsnavn 2015".

- René. Holten. Poulsen., lød det fra kronprinsen, mens publikum rejste sig og hyldede roeren, der fire måneder forinden var blevet dobbelt verdensmester i enerkajak.

Nu kunne René Holten Poulsen sætte kryds ud for endnu et af sine personlige mål. Det næste, der skulle opfyldes, var drømmen om olympisk guld i Rio syv måneder senere.

- Der var mange, inklusiv en kommende konge, som mente, at det nok var den sikreste medalje, husker René Holten Poulsen godt fem år senere.

Fem år, der på ingen måde forløb, som alle forventede den januaraften i Boxen i 2016.

Ingen havde i hvert fald forestillet sig, at det forestående OL skulle ende med at blive en traumatisk oplevelse for Danmarks bedste kajakroer.

Min løsning er altid, at så arbejder jeg bare hårdere

René Holten Poulsen

En arbejdshest

René Holten Poulsen betegner sig selv som en arbejdshest.

Da corona lukkede landet og dermed også Danmarks Ro Center, byggede den tømreruddannede roer et skur i sin baghave, så han altid havde et sted at styrketræne.

- I mit hoved er det sådan, at hvis jeg vil det nok, så lykkes det. Min løsning er altid, at så arbejder jeg bare hårdere eller mere, siger roereren.

En vilje og mentalitet, der længe bragte ham langt.

Som 19-årig vandt han sammen med Kim Wraae sølv i toerkajak ved OL i Beijing i 2008. I 2014 blev han verdensmester i disciplinen 500 meter enerkajak, og året efter satte han trumf på ved at vinde VM-guld på både 500 og 1000 meter. Som den kun sjette roer i verden nogensinde.

Derfor var opskriften den samme op til OL i Rio i 2016, hvor René Holten Poulsen rejste til Brasilien som den vel nok største danske medaljefavorit.

Men noget ændrede sig kort før legene.

Allerede da René Holten Poulsen steg på flyveren til Rio, følte han sig træt og udmattet.

For mange år med for få fridage, aldrig med tid til at nyde triumferne og altid videre mod nye sejre indhentede ham på det værst tænkelige tidspunkt.

- Der begynder at være for meget pres, og samtidig holder den her arbejdsiver op med at betale tilbage. Og der, hvor den virkelig knækker, er to uger før OL, fortæller han.

Jeg var konstant udmattet. Jeg sov ikke ordentligt, og jeg havde ikke overskud til at spise ordentligt

René Holten Poulsen

Enorm skuffelse

Da René Holten Poulsen samtidig blev syg i flyveren på vej over Atlanten, smuldrede drømmen om OL-guld. Som den i øvrigt også havde gjort ved OL i London i 2012.

- Jeg var så ked af det og virkelig skuffet. Og når jeg tænker på det nu, er jeg stadigvæk ked af det og skuffet. Jeg synes ikke, at jeg leverede og præsterede det, jeg kunne, og på en eller anden måde føler jeg også, at jeg snyder mig selv og mit potentiale.

Skuffelsen over kun at være blevet nummer seks i en OL-finale var enorm, men roereren reagerede bare, som han altid havde gjort. Straks var han videre til næste løb, næste stævne, næste mål.

Mentalt hjemsøgte OL-nedturen ham dog igen og igen. Men uden han opdagede det, og uden han forstod, hvad den gjorde ved ham.

- Jeg var konstant udmattet. Jeg sov ikke ordentligt, og jeg havde ikke overskud til at spise ordentligt. Forestil dig at have det sådan i fire år, samtidig med du skal forsøge at være verdens bedste.

Sådan fortsatte det i tre år, hvor resultaterne blev dårligere og dårligere til trods for, at René Holten Poulsen i sine fysiske tests præsterede bedre end nogensinde.

Men hver gang han stillede til start, kunne han ikke få det ud.

Traumet

Først da hans sportschef undrede sig efter en ny nedtur ved VM i 2019, indså René Holten Poulsen, hvad han kæmpede med og ikke mindst imod.

Han siger, at jeg har et traume

René Holten Poulsen

Sportschefen i Dansk Kano og Kajak Forbund, Lars Robl, der er tidligere jægersoldat og uddannet psykolog, havde set, hvordan René Holten Poulsen flere gange gav op, når han havnede i situationer, der mindede om den forsømte OL-finale i Rio.

- Min udlægning er, at der hvor han opgiver, lægger pagajen og holder op med at ro, det er, fordi han kommer i kontakt med den følelse, som blev aktiveret, da han så, at medaljen til OL røg, og han ikke nåede sit mål, siger Lars Robl.

Med sin baggrund vidste han, at reaktionsmønstret ikke var tilfældigt.

Efter endnu et mislykket mesterskab i 2019 trak han derfor René Holten Poulsen til side og satte med et enkelt ord et plaster på roerens mentale sår.

- Han siger, at jeg har et traume, fortæller René Holten Poulsen, der reagerede med både overraskelse og lettelse.

For selvom han endnu ikke vidste, hvad han skulle gøre ved sit traume, var han endelig klar over, hvad hans modstander var.

Traumet var ifølge Lars Robl en reaktion på de uforløste ambitioner og forventninger ved OL i 2016.

- Et traume forbinder man jo med en gidseltagning, en voldtægt og noget, som er fuldstændig grænseoverskridende og uden for enhver fatteevne. Og så tænker folk: Altså, det er jo kun sport, det kan jo ikke være traumatisk". Men det er jeg ikke enig i. Det kan det faktisk godt i min optik, siger Lars Robl og tilføjer:

- Når vi taler om René, så har han været så fokuseret i så mange år på den drøm, og resultaterne ligger til højrebenet. Da drømmes så ikke indfries, så er det – i mine øjne – at sidestille med et traume.

Den psykologuddannede sportschef bemærkede også, hvordan Danmarks bedste kajakroer udviklede tegn på posttraumatisk stress.

- Der kan komme mange forskellige symptomer til udtryk, når vi taler om posttraumatisk stress. En kort lunte, som han jo også godt kan have en gang imellem. En uro og en frustration. Men primært det samme mønster hver eneste gang han kommer ind. At han stopper op. Det er den der længerevarende reaktion, som gang på gang bliver reaktiveret.

Jeg tror i virkeligheden, det mentale er 90 procent af præstationen for en atlet

René Holten Poulsen

På det tidspunkt var der kun otte måneder til, at René Holten Poulsen skulle forsøge at kvalificere sig til det kommende OL i Tokyo.

I slutningen af 2019 rejste han til Australien og New Zealand for at finde sig selv, og da han kom hjem, intensiverede han sit arbejde med en sportspsykolog fra Team Danmark, samtidig med at han begyndte at skrive dagbog.

For første gang konstaterede han sort på hvidt, hvilke negative tanker der dominerede hans sind.

- Når jeg satte mig ned og ville skrive noget positivt, så var det en kamp bare at kunne skrive noget positivt. Det var virkelig ubehageligt, husker roeren.

OL blev udskudt et år, og det samme gjorde kvalifikationen. Pludselig var der begrundet håb om, at drømmen om OL-guld stadig kunne realiseres.

Men det krævede, at han kunne overvinde det negative og ikke mindst, at han kunne overvinde sig selv.

- Jeg tror, man er bevidst om, at det mentale fylder meget, men jeg tror ikke, man er bevidst om hvor meget. Jeg tror i virkeligheden, det mentale er 90 procent af præstationen for en atlet, siger René Holten Poulsen.

I det følgende halvandet år bearbejdede han sine følelser og oplevelser, men hele tiden med tvivlen og corona som blindt makkerpar.

Tvivlen nagede dagligt. Kunne det overhovedet lade sig gøre, og var det i sidste ende det hele værd?

Samtidig betød coronapandemien, at alle internationale stævner enten blev aflyst eller blev umulige at stille op i på grund af rejserestriktioner, og derfor kunne René Holten Poulsen ikke prøve sig af mod sine konkurrenter.

Så selvom kajakroeren både fysisk og mentalt følte sig godt tilpas, da han i maj måned i år rejste til OL-kvalifikationen, kendte han reelt ikke sit niveau.

Og trods to forsøg – først i Ungarn og derefter i Rusland – lykkedes det ikke for René Holten Poulsen at kvalificere sig til sit fjerde OL på stribe.

Igen var skuffelsen enorm, men modsat tidligere fokuserede han denne gang ikke kun på det negative.

- En stor sejr ville også være, at jeg kunne ro et løb all out og ikke være bange, og jeg var ikke bange på noget tidspunkt. Altså rent mentalt sejrede jeg, siger René Holten Poulsen.

- Det var ikke, fordi jeg bakkede ud eller stoppede. Jeg roede det, jeg kunne, og på den måde var det en kæmpe sejr.

René Holten Poulsen holder altså fast i det, der trods alt er positiv. For han kan bare ikke slippe sin drøm om OL-guld. Heller ikke selvom han med sine 32 år har nået en alder, hvor andre elitesportsfolk begynder at overveje et karrierestop.

I første omgang jagter han succes ved VM hjemme på Bagsværd Sø til september, og OL i Paris i 2024 er han heller ikke klar til at afskrive.

- Jeg har ikke en følelse af, at jeg er færdig med at ro kajak. Jeg tror, mit potentiale er, som det hele tiden har været. Jeg tror ikke, det har ændret sig. Så hvorfor skal jeg stoppe med at ro, hvis jeg ikke føler, jeg er færdig, siger han.