Tour de France

- Touren er nødt til at komme tilbage til Danmark

Dag to ved Tour de France i Danmark er slut. Herunder finder du en masse fantastiske billeder fra folkefesten i Danmark.

Tak for i dag

Sikke en fantastisk dag med Tour de France i Danmark. Igen.

Vi vender stærkt tilbage i morgen, hvor den tredje og sidste danske etape skal køres.

Cort: Touren er nødt til at komme tilbage til Danmark

Der er sagt og skrevet meget om den massive opbakning, der var på dagens etape i Tour de France.

Magnus Cort var den dansker, der bar mest i fokus, da han kørte sig i den prikkede bjergtrøje. Igen i dag følte han den massiv menneskemængde langs hele ruten.

- Inden vi gik i gang med Touren, tænkte jeg, at vi aldrig kommer til at opleve det igen. Men oven på den opbakning, der har været, bliver de næsten nødt til at komme tilbage igen. Det er en kæmpesucces, siger Cort til TV 2 SPORT.

Politiet jubler

Tour-feltets tur fra Roskilde til Nyborg forløb tæt på perfekt. Det skriver politiet på sin hjemmeside.

- Det blev nøjagtig den festlige og folkelige cykeldag, som vi havde håbet på. Undervejs på ruten oplevede vi kun ganske få udfordringer, og folk opførte sig rigtig fint. Tilskuerne fortjener stor ros for deres måde at være på, og det gør i øvrigt alle de borgere, hvor cykelløbet greb forstyrrende ind i deres hverdag. Folk har heldigvis lyttet til alle de implicerede myndigheders råd og vejledning, og det er vi selvfølgelig taknemmelige for. Det er bestemt en medvirkende årsag til, at løbet kunne gennemføres på en tryg måde med fokus på det sportslige, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi. 

- Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds, og afviklingen af løbet er gået som planlagt. Det har været en stor og spændende opgave for alle involverede myndigheder, og samarbejdet på tværs af sektorerne har fungeret helt upåklageligt, slutter Christian Rasmussen.

Tæt trafik fra Nyborg

Langsomtkørende trafik på motorvejen ved Nyborg i retning mod Jylland.

Forvent kø over Storebælt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver på Twitter, at bilisterne skal forvente køkørsel på Storebæltsbroen, der blev åbnet lidt i seks.

- Kør forsigtig. Tak for tålmodigheden.

Alle afspærringer hævet

Så er der helt og aldeles åbnet for trafik på Sjælland. Alle afspærringer er fjernet, skriver DR P4.

Tyske cyklister sigtet

Fyns Politi fortæller til TV 2 ØST, at seks tyske cyklister bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med dagens Tour de France-etape.

- De cyklede ud på Storebæltsbroen fra Sjællandssiden, efter Tour-feltet var passeret, siger Charlotte Nyborg, kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi.

- De var nået et lille stykke op på højbroen, da politiet fik dem stoppet og eskorteret retur til fastlandet.

Storebæltsbroen er åbnet

Sund & Bælt meddeler på Twitter, at Storebæltbroen igen er åben for normal biltrafik.

Den blev lukket klokken 13.

Udenlandske ryttere har aldrig oplevet noget lignende

Igen i dag er der ros til hele Tour de France-arrangementet i Danmark. Det fortæller Michael Mørkøv, der kører for Quick-Step-holdet.

- Jeg har mange cykelkollegaer, som har kørt mange Tour de France, som kom og sagde til mig, at de aldrig har oplevet noget lignende. Tusind tak til alt det danske publikum, der har gjort det her cykelløb til noget helt unikt, siger Mørkøv til TV 2 SPORT.

Magnus Cort tiljublet i Nyborg

Magnus Cort har netop fået overrakt den prikkede bjergtrøje på podiet i Nyborg. Der blev råbt og skreget - sikke en opbakning. Igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen.

Åbnet i København

Cykelløbet Tour de København er slut, og dermed er den 13 kilometer lange enkeltstartsrute, der blev kørt Tour de France på lørdag, nu åbnet. Det meddeler DR P4.

Fuglsang vinker til fansene

Jakob Fuglsang var blandt dem, der blev fanget bag et massestyrt på de sidste kilometer. Han slog sig efter alt at dømme ikke, så han havde overskud til at vinke til de danske tilskuere i Nyborg.

Tusindvis af mennesker ved opløbet i Nyborg

Tour-feltet på Storebæltsbroen og Kongeskibet Dannebrog i vandet

Kongeskibet Dannebrog på første parket

Her ser vi Kongeskibet Dannebrog, som har sikret sig noget nær den bedste tilskuerplads ved Storebæltsbroen.

Det fik en masse tv-tid fra de franske producere. Smukt.

Christian Eriksen på Tour-ruten

Landsholdsstjernen Christian Eriksen er også blandt tilskuerne til dagens Tour de France-etape

Fantastisk udsigt

Der er en flok tilskuere, der har været geniale og tænkt over, hvordan de får den bedste udsigt til løbet.

Advarer rytterne

Over løbsradioen har rytterne netop fået meddelt, at de skal passe rigtig godt på, fordi der er mange mennesker langs vejen.

Det er dog vigtigt at slå fast, at de danske tilskuere indtil nu har opført sig eksemplarisk og ikke forvoldt styrt eller anden ballade.