MMA

Ny udfordring venter Mark O. Madsen i næste UFC-kamp

Mark O. Madsen skal kæmpe sin næste kamp på udebane, når han atter skal i aktion i UFC. Claus Bech / Ritzau Scanpix

Alle Mark O. Madsens ni MMA-kampe har været på hjemmebane, men næste gang han skal i aktion, bliver det uden for landets grænser.

Lige nu befinder Mark O. Madsen sig i Las Vegas. Her skal han mødes med arrangørerne bag UFC, der er verdens største forbund inden for kampsporten MMA. I sin debutkamp for UFC kæmpede den tidligere bryder i Royal Arena i København.

Men eftersom UFC ikke kommer til Danmark lige med det samme, bliver den næste kamp i buret i udlandet.

- Det er jeg ikke så bekymret for, fastslår Mark O. Madsen over for TV 2 SPORT.

Og grunden til den manglende bekymring er lige til. OL-sølvvinderen fra Rio kæmpede næsten altid på udebane før i tiden.

- Jeg har omkring 3.000 brydekampe bag mig. Jeg har stået på de største scener ved EM, VM og OL. Få af de kampe i brydning har ligget i Danmark. Så det med at kæmpe i udlandet er noget, jeg har meget erfaring i.

Mark O. Madsen imponerede med en lynsejr over Danilo Belluardo i Royal Arena.

- Jeg håber snart, at jeg kan få en kamp. Det spiller ikke rigtig nogen rolle mod hvem, eller hvor det bliver henne. Jeg holder snuden i sporet, og forbereder mig så godt jeg kan, og så kommer kampene, som de nu kommer.

Fremragende start

Det er gået rigtig stærkt for Mark O. Madsen. I slutningen af august fik han en kontrakt med UFC på fire kampe, og i sidste uge vandt han sin debut mod italieneren Danilo Belluardo på teknisk knockout, da kamplederen stoppede kampen efter 72 sekunder.

Det var samtidig den hurtigste sejr af en debutant i år i UFC. Den fremragende start i UFC skal ses i lyset af, at Mark O. Madsen for et år siden selv gik og pillede plakater ned efter et stævne i Nykøbing Falster, som han arrangerede med sin kone.

- Nu har det aldrig ligget til mig at gamble, men hvad er chancerne for den udvikling vi har været igennem? Det er jo helt uvirkeligt. Og det går stærkt. Og jeg tror, at det handler om at kunne nyde alt det gode, der sker og løber i vores retning.

Mark O. Madsen har 9 kampe i MMA og har vundet dem alle. Seks kampe er blevet stoppet før tid, mens tre er blevet vundet på point.

Mark O. Madsen efter han besejrede Danilo Belluardo. UFC Fight Night i Royal Arena i København, lørdag den 28. september 2019.