Mark O. Madsen tilbudt ny UFC-kamp, men måtte takke nej

16x9
Mark O. Madsen har takket nej til en UFC-kamp i slutningen af oktober. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Mark O. Madsen blev med kort varsel tilbudt en ny kamp i UFC, men der ville ikke være nok tid til at komme ned i vægt for den tidligere bryder.

For mindre end to uger siden vandt Mark O. Madsen sin debutkamp i Ultimate Fighting Championship (UFC), det største forbund i kampsporten MMA.

Bare få dage senere fik han muligheden for at komme på plakaten til et UFC-stævne i Singapore 26. oktober, men den tidligere bryder valgte at takke nej til tilbuddet.

- Det er for tæt på. Det er i forhold til vægten. Efter min debut havde jeg lige brug for at slappe lidt af i forhold til kosten. Lige nu har jeg fået en rigtig god morgenmad, og det må der også være plads til, siger Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

Skulle gå ti kilo ned

Danskerens debutkamp i UFC var samtidig første gang, han kæmpede letvægt, hvor vægtgrænsen er 70 kilo. Det var 18 år siden, at den nu 35-årige MMA-kæmper sidst var i den vægtklasse i sin brydekarriere.

- Det er da en ekstrem anerkendelse, at jeg får tilbudt en kamp så hurtigt, fastslår Mark O. Madsen, der i den seneste uge har været i Las Vegas for at mødes med UFC. Her blev fremtiden drøftet, men datoen for en ny kamp kom ikke på plads.

- Min form er fantastisk. Og den vil jeg gerne holde. Jeg er sulten. Jeg er her for at komme frem i bussen. Når man kommer ind i UFC, så starter man bagerst, og så skal man arbejde fremad, og jeg kommer kun fremad ved at kæmpe, siger han og fortsætter:

Det er sjældent, man får den her fornemmelse af at være starstrucked

Mark O. Madsen om mødet med Mike Tyson

- Men der ligger meget i at planlægge en kamp. Jeg skal kunne nå at komme ned i vægt. Det kræver en nøje tilrettelæggelse sammen med min diætist.

Der opstår jo tit muligheder i UFC, når en kæmper må melde fra. Hvad tænker du om sådan en mulighed?

- Som min træner, Martin Kampmann, siger: "Stay ready so you don’t have to get ready". Formen skal hele tiden være god, så jeg ikke skal lave et meget stort vægtcut, men jeg kan ikke gå ti kilo ned med to ugers varsel, fortæller Mark O. Madsen.

Håber på ny kamp i år

Mark O. Madsens manager og UFC er nu i dialog om den næste kamp, der gerne må blive i år, hvis det står til danskeren. Men turen til USA bød også på benhård træning. Blandt andet med UFC-mesteren i weltervægt, Kamaru Usman.

- Champen kom over og spurgte, om vi skulle træne græsk-romersk brydning. Alle i lokalet sad og kiggede på, da vi kørte. Der har jeg en stor fordel. Vi kørte fem minutter.

- Han har nogle andre fordele i andre stilarter, men græsk-romersk brydning er jo mit sorte bælte. Jeg har ikke mødt nogen i MMA-miljøet, der er på mit niveau, siger Mark O. Madsen, der i 2016 vandt OL-sølv i græsk-romersk brydning.

Trykkede hånd med Mike Tyson

Det blev også til et møde med en tidligere mester. Ikke en mester i MMA, men i boksning. Mark O. Madsen var med til et stort pressemøde med MMA-kæmpere på Mike Tysons ranch, og her blev det også til et møde med Mike 'Iron' Tyson.

- Det var specielt. Det er nok mest dækkende. Det er sjældent, man får den her fornemmelse af at være starstrucked. Min far og jeg stod op om natten for at se ham. Han er et bokseikon. En legende, siger Madsen.

Mark O. Madsen mødte Mike Tyson til et pressemøde for kæmpere i UFC, der foregik på Mike Tyson Ranch.
Mark O. Madsen mødte Mike Tyson til et pressemøde for kæmpere i UFC, der foregik på Mike Tyson Ranch. Foto: Privatfoto / Privatfoto

I den kommende tid bliver træningen lagt i Olympian Gym, der ligger i Maribo på Lolland, og om en måneds tid vender Mark O. Madsen formentlig tilbage til USA på en træningslejr.

- Jeg vil rigtig gerne slå igennem i UFC og på det amerikanske marked. Det lyder måske urealistisk, men jeg vil give den fuld skrald for at få det til at lykkes, slutter Mark O. Madsen.