MMA

Mark O. Madsen lægger tallene frem - kan blive millionær i UFC

Mark O. Madsen bliver millionær, hvis han vinder sine kommende tre kampe i UFC, men han vil bruge rub og stub i jagten på mere succes.

I slutningen af september fik Mark O. Madsen sin debut i verdens største MMA-forbund, UFC.

Kampen varede 72 sekunder, og timelønnen var rigtig god.

- Jeg fik lidt under en halv million, da jeg stoppede Danilo Belluardo i Royal Arena, oplyser Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

Mark O. Madsen indgik i august en kontrakt på fire kampe med UFC, og den er ganske lukrativ.

- Min kontrakt med UFC giver 30.000 dollars for at stille op, og så får jeg 30.000 dollars for at vinde. For hver kamp. Dertil kommer der en række bonusser. Nogle bonusser er offentlige, mens andre er diskretionsbonusser, og hvis alt går min vej, vil jeg over de fire kampe tjene lidt under en million per kamp.

- Men det kan også blive mindre, selvom jeg vinder alle kampe. For i UFC bliver kæmperne belønnet på måden, de vinder kampene på, oplyser Mark O. Madsen.

30.000 dollars er lidt over 200.000 danske kroner. En standardkontrakt giver normalt 10.000 dollars for at stille op og 10.000 dollars for at vinde. 10.000 dollars er omkring 67.000 kroner.

- Jeg har lukket en ualmindelig god UFC-kontrakt. Det er den bedste kontrakt, en dansker nogensinde er startet ud med i UFC, siger Mark O. Madsen.

Normalt oplyser sportsfolk ikke, hvad de tjener. Hvorfor gør du?

- Det er nogle tal, der alligevel kommer frem. UFC var ikke forpligtet til at oplyse økonomien i kontrakterne i København, men det er de mange andre steder i udlandet. Og jeg kommer til at kæmpe i udlandet, og derfor vil beløbene blive kendt før eller siden.

Vil bruge rub og stub

De penge, han tjener, bliver dog på ingen måder sparet op - nærmest tværtimod.

- Jeg er villig til at investere rub og stub for at blive den bedste, jeg kan blive. Jeg er nærmest besat. Jeg ønsker at finde ud af, hvad mit potentiale er i denne sport. Hvor langt kan jeg komme? Og det kommer til at kræve investeringer.

En del af pengene skal lægges i USA inden længe. I Las Vegas vil Mark O. Madsen skabe sin egen private base.

- Lige nu har jeg en ejendomsmægler på sagen. Vi må se, om det bliver en lejlighed eller et hus. Det er først og fremmest nødvendigt, at jeg får et fast sted. Jeg skal sove, træne og spise. Det betyder, at jeg skal have en fast base, som er klar hver gang, jeg kommer derover.

Vil du købe eller leje den kommende bolig i Las Vegas?

- Vi gør det, der er smarteste. I Danmark har jeg min træning i Olympian Gym i Maribo, og i Las Vegas træner jeg primært hos Xtreme Couture og UFC Performance Institute, og jeg skal kunne rejse fra et miljø til et nyt miljø, hvor jeg ved, at alt virker. På den måde får jeg det optimale ud af træningen, og jeg skal ikke bruge en masse energi på at finde et sted at bo, hver gang jeg skal til USA.

Får ny toptræner tilknyttet

I Olympian Gym i Maribo kommer der også en markant opgradering. Mark O. Madsen får tilknyttet en helt ny træner fra øverste hylde i Europa, islændingen Arnar Freyr Vigfússon.

- Det er et scoop, at vi har fået tilknyttet Arnar. Han er netop flyttet ind i en lejlighed i Maribo, og vi starter træningen med det samme. Han har det sorte bælte i brasiliansk jiu jitsu. Han er en enormt dygtig grappler. Han har trænet flere UFC-kæmpere og været med til at skabe Mjölnir MMA på Island, der er det største MMA-center i Europa.

Martin Kampmann er fortsat Mark O. Madsens hovedtræner, og han vil også være med til den første træning i dag med Arnar Freyr Vigfússon.

- Det her sats med Arnar, det handler om, at jeg skal udvikle min gulvkamp yderlige. For mig er der tre grundelementer i MMA. Stående, clinch og gulvkamp. Jeg skal være knivskarp på gulvkampen. Jeg skal kunne afslutte kampe i forhold til submission. Jeg skal kunne true min modstander med forskellige armlåse og benlåse. På den måde skal min modstander passe mere på, og det giver flere åbninger for mig til at vinde.

En ny træner og fast bopæl i Las Vegas. Det er store udgifter, og alle udgifterne dækkes af Mark O. Madsen.

- Det koster penge at rejse. Det koster penge at flyve trænere med, når vi skal kæmpe kampe ude i verden. Det er noget vi, min kone og jeg, selv finansierer. Men som sagt. Jeg er klar på at bruge rub og stub, for jeg kan med hånden på hjertet sige, at der er kun et succeskriterium: Jeg skal kunne se tilbage på min tid som kæmper i MMA og sige, at jeg har gjort alt.

Top-10 om to år

Hvis man når toppen i UFC, er der rigtig mange penge at tjene, og derfor kan Mark O. Madsens investering blive meget lukrativ.

- Vi er stadigvæk der, hvor det kan blive fugl eller fisk. Jeg kan jo ikke garantere, at jeg kan komme i top-10 på to år. Men jeg tror selv på, at jeg kan kommer derop på to år. Og der vil der også ligge en økonomisk gulerod, og derfor giver det også mening at lave dette sats, fastslår den tidligere bryder.

- Men måske står jeg her om tre kampe, og så var det eventyr i UFC slut. Så lige nu er det "enten-eller".

Klar til ny kamp

Mark O. Madsen håber, at han får en ny kamp i UFC i dette år, og han ved nu præcist, hvor meget tid han har brug for før en kamp.

- Hvis UFC ringer i dag, så er jeg klar til en kamp om seks uger. Forleden besøgte jeg min diætist. Jeg kæmper jo i 70-kilo klassen, og jeg skal bruge seks uger på at komme ned i vægt på en ordentlig måde.

Conor McGregor har lige annonceret, at han snart vil kæmpe igen. Er han en mulighed?

- Han har ikke kaldt mig ud endnu, siger Mark O. Madsen efterfulgt af et højt grin.