MMA

Mark O. Madsen får brutal modstander i kæmpe UFC-stævne i Las Vegas

Mark O. Madsen skal kæmpe i Las Vegas til marts. Det bliver hans første kamp på udebane i MMA, og modstanderen bliver en benhård amerikaner.

Den 7. marts skal Mark O. Madsen ud i sin hidtil hårdeste opgave, når han i T-Mobile Arena i Las Vegas skal kæmpe mod amerikaneren Austin Hubbard, der har haft 14 kampe, hvoraf han har vundet 11. Det har TV 2 SPORT fået oplyst, og samme nyhed bliver rapporteret på adskillige MMA-medier.

Det bliver danskerens 10. kamp. Hidtil har han kæmpet på dansk grund. Seneste i slutningen af september, hvor han fik sin debut i UFC i Royal Arena.

UFC er det absolut største forbund i kampsporten MMA. UFC har forskellige størrelser på deres stævner, en form for rangering af stævnerne. De mindre stævner hedder UFC Fight Night, og så har de større stævner, de såkaldte nummererede stævner. Det første startede selvsagt i sin tid med nummer 1, osv. Det stævne, som Mark O. Madsen skal deltage i, hedder UFC 248.

Det er et særsyn, at en dansker deltager i et nummereret UFC-stævne. Kun én har gjort det før. Nemlig Martin Kampmann, der i dag er Mark O. Madsens headcoach.

Amerikanske Austin Hubbard er 28 år gammel. Han blev mester i det mindre forbund Legacy Fighting Alliance, inden han skiftede over til UFC, hvor han har haft to kampe. Her tabte han sin første kamp på point, men i sin næste kamp vandt han selv på point.

Mark O. Madsen er 35 år gammel. Han har vundet samtlige sine ni kampe. Tre er vundet på point, de seks andre er alle blevet vundet efter knockout eller submission, og alle de seks kampe er blevet vundet i første omgang.

TV 2 SPORT har talt med Mark O. Madsen, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker at kommentere på historien.