MMA

Mark O. Madsen brækkede kæben to steder: - Tænderne kører rundt

Mark O. Madsen blev kørt direkte på hospitalet efter sin sejr over Austin Hubbard i UFC.

En sejr og en brækket kæbe.

Det er, hvad Mark O. Madsen kan tage med sig i flyet hjem fra Las Vegas, hvor han natten til søndag kæmpede sin anden kamp i UFC.

- Jeg har det fantastisk, siger danskeren til TV 2 SPORT.

I T-Mobile Arena skulle Mark O. Madsen ud i tre dramatiske omgange, inden han kunne kaste armene i vejret og juble over, at han havde vundet på point over amerikanske Austin Hubbard. Umiddelbart efter kampen blev den tidligere bryder kørt direkte på hospitalet.

Her viste scanningerne, at han havde brækket sin kæbe to forskellige steder - ned igennem midten og i venstre side.

- Jeg har levet af smoothies, og nu skal jeg så hjem og fortsætte. Det bliver rigtig godt, siger danskeren, der med det samme kunne mærke, at den var gal, da han tidligt i 2. runde "fik et knæ".

- Det føltes, som om at hele tandsættet nede i bunden var slået løs. Og jeg kan også mærke nu, at tænderne i undermunden sidder og kører frem og tilbage, når jeg snakker, fordi bruddet går hele vejen op. Det er, hvad der sker, siger Mark O. Madsen.

Kampen mod Austin Hubbard blev kæmpet i Ultimate Fighting Championship (UFC), der betragtes som det største forbund inden for MMA-sporten.

Læge anbefalede Mark O. Madsen at hvile frem for at kæmpe

Allerede inden kampen havde den 35-årige dansker skadesproblemer, hvor han havde kæmpet med en stafylokokinfektion i hånden og to overrevede ledbånd i skulderen.

- Lægen sagde: "Mark, du skal hjem og hvile i fire til seks uger". Der har været en smule modgang i optakten til den her kamp, men det er ikke noget, jeg ikke har prøvet før.

Mark O. Madsen trodsede altså lægens anbefalinger om at droppe lørdagens kamp til fordel for flere ugers hvile.

"Der vil være modgang"

Og det valg er han glad for, selvom det nu også har kostet ham en brækket kæbe.

- Jeg har stået i min største kamp og over for den hidtil bedste modstander. Det gik fantastisk.

- Jeg kom til Vegas for at vinde og for at konkurrere. Når først buret lukker, så er jeg der for at konkurrere. Jeg er klar over, det kommer til at gøre ondt. Der vil være modgang, men det er en del af det her. Det lette er at have medgang igennem det hele. Det, der er definerende i det her, er modgangen, siger Mark O. Madsen.

Nu tager den hårdføre dansker tilbage til Lolland-Falster, hvor han bor sammen med sin familie. Her vil han de kommende uger holde pause, mens kæben og resten af kroppen kommer sig over lørdagens strabadser.

Mark O. Madsen har i alt kæmpet 10 kampe i MMA, hvor han indtil nu er ubesejret. To af kampene har været i UFC.