MMA

Mark O. Madsen vandt, men var i problemer i benhård UFC-kamp i Las Vegas

Mark O. Madsen er stadigvæk ubesejret, men det var en særdeles hård kamp mod amerikanske Austin Hubbard.

I T-Mobile Arena i hjertet af fight town Las Vegas var Mark O. Madsen natten til søndag i aktion mod amerikaneren Austin Hubbard. Det er var danskerens anden kamp i UFC, der er det største forbund inden for kampsporten MMA.

Mark O. Madsen gjorde sin entre med et kæmpe Dannebrog bag sig. Han standsede op en enkelt gang, løftede armene i vejret og fortsatte op mod buret. Rundt omkring i Arenaen kunne man også se det danske flag blive viftet af fans, der havde taget turen over Atlanten.

På forhånd var den 28-årige Austin Hubbard blevet udråbt som den hårdeste test i Mark O. Madsens MMA-karriere, og det blev sandt.

I første omgang viste Mark O. Madsen sin styrker, og kastede flere gange Hubbard i gulvet. Danskeren var tæt på at få et kvælertag på amerikaneren, men Hubbard forsvarede sig godt, og kom op på benene igen. Men den første omgang gik klart til Mark O. Madsen.

Anden omgang. Igen fik Mark O. Madsen sin modstander i gulvet. Men Hubbard forsvarede sig igen dygtigt. En enkelt gang fik Mark O. Madsen sendt flere slag afsted og vandt omgangen.

Tredje omgang virkede Hubbard til at have flest kræfter, og fik også ramt danskeren. Men Mark O. Madsen virkede aldrig rystet. Omgangen gik dog til amerikaneren.

En meget tæt kamp skulle afgøres hos dommerne. Og her vandt han på point med stemmerne 29-28 hos dommerne.

Mark O. Madsen har nu en rekordliste på 10 sejre og ingen nederlag.