MMA

UFC-superstjerne anholdt i USA - risikerer at miste sin VM-titel

Jon Jones i jubel efter en sejr i UFC, men hans VM-titel bliver måske snart taget fra ham. Sean M. Haffey / Ritzau Scanpix

Jon Jones er nummer et på listen over bedste kæmpere rangeret pund for pund hos UFC. Torsdag blev han anholdt, hvilket kan skade hans karriere.

Jon 'Bones' Jones er verdensmester i letsværvægt hos UFC, og han er en af de allerstørste stjerner i kampsporten MMA. Men ingen er over loven.

Natten til torsdag blev han anholdt i den amerikanske by Albuquerque, der ligger i staten New Mexico.

Ifølge politiets rapport kørte han spirituskørsel, og han havde opbevaret et skydevåben uagtsomt. Dertil kom to mindre forseelser, oplyser MMAfighting.com.

Jon Jones blev den yngste verdensmester i UFC. Han var 23 år gammel, da han vandt titlen første gang i 2011.

Ifølge et lokalt medie havde der været rapporteret om skud i området, hvor Jon Jones blev anholdt, men Jones afviste kendskab til skyderiet. Han pustede frivilligt i et alkometer, og prøven viste, at hans promille var over to gange det tilladte.

Efter han blev anholdt, fandt politiet en sort pistol under førersædet og bagved lå en flaske spiritus. Pistolen vil nu blive undersøgt, om den har været brugt i forbindelse med en forbrydelse.

Anholdt flere gange før

Det er ikke første gang, at Jon Jones kommer i politiets søgelys. I 2012 blev han også anholdt for spirituskørsel, og i 2015 kørte han over for rødt lys og ramte to biler, hvorefter han flygtede fra ulykkesstedet.

Han meldte sig selv, efter der kom en arrestordre på ham.

Jon Jones har haft 28 kampe. 26 gange har han vundet, en er tabt efter en tvivlsom diskvalifikation, og en blev dømt no contest - ingen kamp - da Jones efter en sejr blev testet positiv for doping.

Og sidste år måtte han en tur i retten, hvor han var anklaget for et overgreb på en kvinde i en natklub. Han accepterede anklagen og slap på den måde med en mild dom, hvor han ikke skulle i fængsel.

Desuden er Jon Jones adskillige gange blevet testet positiv for doping igennem sin karriere.

Kan miste sin VM-titel

MMA-forbundet UFC oplyser, at det har været i kontakt med folkene omkring Jon Jones, og forbundet vil nu indsamle informationer om anholdelsen.

Efter han fik frataget sin titel i 2015, blev Jon Jones igen verdensmester i december 2018, da han vandt på knockout over svenske Alexander Gustafsson.

Det kan sagtens ende med, at Jon Jones mister sin titel.

For efter episoden i 2015 blev han frataget titlen, og han røg helt ud af ranglisten. Dengang var begrundelsen, at han havde brudt det etiske kodeks hos UFC.