MMA

Tiltalende idé lokker stadig Mark O. Madsen efter Skype-møde med præsident

Præsidenten for UFC, Dana White, vil stadig arrangere kampe på en privat ø. Det kan ske fra 9. maj, og den idé tiltaler Mark O. Madsen.

En privat og hemmelig ø samt en hel masse UFC-kæmpere.

Det er den idé, som amerikanske Dana White, præsidenten for UFC (Ultimate Fighting Champion), offentliggjorde for verden i starten af april. Han ville arrangere kampe på øen, hvor de skulle være sikret mod coronavirussen.

Idéen blev i første omgang hurtigt lukket ned af ESPN, der skulle have vist kampene, men det har ikke stoppe White. På et Skype-møde i mandags har han informeret UFC-kæmperne om, at han agter at starte stævnerne igen 9. maj.

Og den udvikling følger Mark O. Madsen nøje med i.

- Jeg synes jo, at det er enormt spændende, det Dana White har gang i. Man må give ham, at han er kreativ, og han er driftig. Den her idé om en fight Island lyder da tiltalende. Jeg er stadig meget spændt på, hvordan al det praktiske skal foregå, siger han til Viaplay Sport Live.

Mark O. Madsen deltog selv i Skype-mødet med Dana White, hvor præsidenten ifølge danskeren sagde, at han ville afvikle UFC-events resten af året.

Der bliver passet rigtig godt på kæmperne. Der er lægetjek før og efter kampene

Mark O. Madsen i starten af april

'I UFC er det safety first'

Planen var i første omgang, at de første kæmpere skulle i aktion ved 'UFC 249' allerede 18. april. Kampen skulle vises hos den amerikanske TV-station ESPN og naturligvis være uden tilskuere. Men dette blev der altså hurtigt lukket ned for.

Da Mark O. Madsen i første omgang hørte om planerne, var han heller ikke afvisende over for idéen, da sikkerheden og sundheden generelt er høj i UFC. Det fortalte han til TV 2 SPORT 9. april.

- UFC vil jo afholde stævner hver uge i USA på trods af corona. Jeg er sikker på, at de vil lave en masse tests på kæmperne, og jeg kan med sikkerhed sige, at for UFC er det ”safety first”. Der bliver passet rigtig godt på kæmperne. Der er lægetjek før og efter kampene, lød det fra Mark O. Madsen dengang.

Må kæmpe sig tilbage fra infektion

Men på trods af de store planer for Dana White, må danskeren selv vente lidt med at komme i aktion igen.

Til Viaplay Sport Live fortæller han, at han har en test fredag, der skal afgøre, om den infektion, han fik i starten af april, har lagt sig.

Hvis den har det, spår danskeren, at han skal bruge to-tre måneder på at blive kampklar igen, da han ikke har kunne træne i tiden efter kæbeoperationen.

Hvis infektion ikke har lagt sig, er udsigterne endnu længere.

Det var i kampen mod amerikanske Austin Hubbard ved et UFC-stævne i Las Vegas, at Mark O. Madsen brækkede kæben to steder i anden omgang, da Madsen blev ramt af et knæ.

Han har haft ti kampe i MMA. Alle ti er vundet. To af kampene har været hos forbundet UFC.