MMA

MMA-stjerne stopper karrieren igen, igen

For tredje gang har MMA-kæmperen Conor McGregor annonceret, at han stopper sin karriere. Spørgsmålet er, om det reelt sker denne gang?

Skal vi tro på det denne gang?

Det er det store spørgsmål, efter at MMA-stjernen Conor McGregor tidligt søndag morgen dansk tid har skrevet på Twitter, at han indstiller sin karriere.

- Jeg har besluttet af trække mig tilbage fra sporten. Tak for alle de fantasiske minder! Sikke en tur, det har været. Her er et billede af mig selv og min mor fra Las Vegas, hvor jeg vandt en af mine VM-titler, skriver Conor McGregor blandt andet på Twitter.

Men fans af Mixed Martial Arts-kæmperen skal måske lige vente med at poppe champagnen og arrangere den helt store afskedsfest.

Det er nemlig tredje gang, at Conor McGregor annoncerer, at han indstiller sin karriere.

Første gang var 19. april 2016, hvor beskrev, at han havde besluttet at trække sig, og der fik han også store og dybtfølte reaktioner fra sine tilhængere.

- Jeg har besluttet for mig at trække mig tilbage som ung, skrev han blandt andet.

Raktionerne var lidt mindre, da han 26. marts 2019 skrev:

- Jeg har besluttet at trække mig fra sporten, der er kendt som ’Mixed Martial Arts’. Jeg vil ønske alle mine gamle kolleger held og lykke videre frem i turneringen.

Comeback i januar

I januar fik Conor McGregor så 'comeback' i en stor kamp i Las Vegas, hvor han besejrede Donald Cerrone på sølle 45 sekunder.

Han kom stormende ud af sit hjørne til første runde og overdængede straks sin modstander med slag.

Allerede efter få sekunder begyndte blodet at løbe fra Cerrones næse, og med et spark til hovedet fik McGregor ham væltet omkuld på kanvassen og ramte ham med så voldsomme slag, at dommeren valgte at stoppe den ulige kamp.

Kampen i weltervægt var McGregors første i over 15 måneder.

Fans tvivler

MMA-stjernen har vundet 22 af 26 kampe i sin MMA-karriere og er tidligere UFC-mester i både fjervægt og letvægt.

Men ifølge hans følgere på sociale medier kan der stadig blive føjet sejre til det cv. De venter nemlig lidt med at tro på det endnu.

For de stiller også spørgsmålet: Er det reelt denne gang?