MMA

Dansker smadret i første runde – ville ’vise verdenen, hvad han er i stand til’

Nicolas Dalby var favorit i kampen mod Jesse Ronson, men måtte forlade lørdagens UFC-stævne efter stor skuffelse.

Den danske MMA-kæmper Nicolas Dalbys store aften blev til en gedigen fuser.

Ved UFC Fight Night 174 i Abu Dhabi måtte han give fortabt og allerede tappe ud efter to minutter og 48 sekunder af kampen i første runde mod canadiske Jesse Ronson, der ikke gav danskeren andre muligheder end at give op.

Dalby gik ind til kampen som favorit, og derfor er nederlaget ekstra smertefuldt for den 35-årige kæmper.

- Nå, det var virkelig skuffende. Og det viser bare, hvor vildt mit job er. Man får ikke muligheden for at vende tilbage til en ny kamp i næste uge, skriver han på sin Instagram.

Ville sig frem for verdenen og brødføde familien

Dalby konkurrerer i weltervægt-klassen i UFC, og han havde set frem til lørdagens store opgør i selvsikker facon.

På selvsamme Instagram-profil lagde han en tekst ud som optakt til kampen, hvor han glædede sig til at ”hæve pengene og høste frugten af det hårde arbejde”.

- Det er tid til at vise verdenen, hvad jeg er i stand til. Tid til at tjene penge for leje og mad til min familie. Tid til at gøre rejsen og tiden væk fra familien det hele værd.

- Tid til at slippe mig selv løs i buret. Tid til at skinne. Tiden er inde. Og nu er tiden inde til at gå i krig, afsluttede han beskeden.

Har ikke mistet modet

Det gik dog ikke, som Dalby havde håbet på. Karrierens fjerde nederlag slår ham dog ikke ud.

Danskeren skriver på det sociale medie, at han trods den hårde medfart er skadesfri og klar til at fortsætte.

- Ved store eller små tilbageskridt bliver jeg altid ved. Tak til alle, der støttede mig.