MMA

- Jeg sagde til min kone, at jeg stoppede og kom hjem med det samme

Mark O. Madsen holder pause fra MMA, efter hans kone fik multipel sclerose. Han havde dog forberedt sig på at indstille karrieren.

I slutningen af oktober satte Mark O. Madsen sig på en flyver med kurs mod Las Vegas.

Han skulle på træningslejr med flere af de bedste kæmpere i verden. En træningslejr var nærmest en slags hverdag for den rutinerede atlet, men denne tur var langt fra business as usual.

For han rejste afsted velvidende, at hans kone, Maria, i længere tid havde haft problemer, og da han landede i gamblernes Mekka, stod det hurtigt klart, at han kunne rejse, men ikke rejse væk fra virkeligheden.

- Jeg talte med Maria, der var hjemme i Nykøbing Falster, og jeg kunne fornemme, at det ikke gik godt, selvom hun prøvede at holde det skjult, fortæller Mark O. Madsen til TV 2 SPORT.

- Jeg havde masser af tanker. Jeg vil gerne være nærværende og være i nuet. Når jeg er hjemme, skal jeg være nærværende med Maria og børnene, men når jeg tager afsted, så er det der, jeg skal være, og så skal tankerne ikke være på hjemmesituationen. Den periode i Vegas er enormt udfordrende.

Det hele kulminerede, og jeg sagde til Maria, at jeg stoppede i MMA og kom hjem med det samme

Mark O. Madsen

Kort ophold i Las Vegas

Mark forsatte træningen i Vegas. Han jagtede en ny kamp i UFC. Formen var fremragende. Han var 36 år, og alder er en faktor i en af de hårdeste sportsgrene på kloden. Hans tidshorisont for succesfulde år er kort, og det samme blev opholdet i Vegas.

Hans kone fik svarene på en række test i starten af november, og situationen i Danmark var nu umulig at holde på afstand.

- Maria ringede og fortalte, at hun var blevet diagnosticeret med multipel sclerose. Der bookede jeg billetten med det samme, og så rejste jeg hjem. Der var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg var nødt til at gøre.

- For det ville ikke give Maria eller børnene noget, at jeg fortsatte med at jagte en kamp, og det gav ikke mig noget, at jeg fokuserede halvt på Vegas og halvt på dem derhjemme. Så det var en helt naturlig beslutning at tage en pause fra UFC og være nærværende på den udfordring, jeg stod overfor.

Overvejede du et decideret karrierestop?

Mark tøver med et svar, og et kort øjeblik er der tavst.

I flere dage var karrieren slut

I dag holder Mark O. Madsen fortsat pause fra MMA, og det blev også udmeldingen nogle uger efter hans hjemkomst. Men i Vegas var han klar til at tage et langt mere kategorisk valg.

- Jeg havde en samtale med Maria, inden jeg bookede billetten hjem. Jeg kunne mærke, at Maria var ramt, og vi har to børn, der skulle fungere. Jeg kunne mærke, at de var presset, og den energi, jeg kunne mærke, påvirkede også mig, og der var jeg afklaret med, at jeg måtte indstille min karriere i MMA.

På det her tidspunkt havde hendes symptomer stået på i længere her, og det kom ikke fra den ene dag til den anden. Hun var til læge i marts sidste år, fordi hun mistede følesansen i ansigtet, og før det havde hun også mistet synet i nogle dage.

- Så det hele kulminerede, og jeg sagde til Maria, at jeg stoppede i MMA og kom hjem med det samme.

Hvad siger hun til det?

- Der var ingen tvivl om, at det faldt i god jord. Det var der behov for. Der var ikke nogen vej udenom. Vores to børn er ankeret i familien. Det er dem, det handler om.

- Men det var ikke sådan, at hun var glad. Hun har altid givet min karriere fuld opbakning. Situation var dog den, at Maria var udfordret, og i forhold til tanker om et karrierestop var hun ikke et sted, hvor hun kunne sige: ”Lad os lige sove på det.”

Familiens situation betød, at jeg ikke kunne se mig selv vende tilbage til det flow, der skal til for at kunne gå i buret

Mark O. Madsen

Opbakningen fra Maria O. Madsen var meget mere end støtte fra en kone. Det var også en professionel relation.

Da Mark O. Madsen stoppede som bryder i 2018 for at satse på MMA, sagde hun sit job op, og sammen skabte de selskabet Team Olympian, hvor hun blev direktør.

Her var hun sponsoransvarlig og arrangør af succesfulde MMA-stævner i hele landet, hvor det mest kendte blev stævnet, hvor Mark O. Madsen stoppede bokseren Patrick Nielsen i K.B. Hallen.

Et valg mellem familien og karrieren

Mark kom hjem til Nykøbing Falster fra Las Vegas og sov i flere dage på beslutningen. Han holdt fast. Karrieren var slut.

- Familiens situation betød, at jeg ikke kunne se mig selv vende tilbage til det flow, der skal til for at kunne gå i buret.

- Jeg kunne godt bare tage en kamp, men den faglige stolthed, jeg har opbygget gennem hele min karriere, gør, at når jeg går ind til en kamp, så vil jeg være forberedt. Og jeg kunne ikke se mig selv i det flow, hvor der er ro omkring mig selv, børnene og Maria, så jeg tænkte, at min tid i sporten var slut.

Havde Mark O. Madsen i de dage skrevet en pressemeddelelse og trykket send til landets medier, var han nok stoppet permanent. Men situationen ændrede sig efter en fortrolig snak med folk helt tæt på ham.

- Vi vendte tingene, og beslutningen blev, at vi meldte ud, at det var en pause i stedet for, at ”Mark O. Madsen stopper”.

Får gåsehud over sin succes

Selvom karrierestoppet blev udskiftet med en pause, var beslutningen stadigvæk ikke let.

- Det var et kæmpe dilemma. Dilemmaer er kendetegnet ved, at der vil være for og imod løsningen på et problem. På den ene side havde jeg en rigtig, rigtig syg kone, der var påvirket af sclerose, og på den anden side stod jeg med en sportskarriere, der aldrig var gået stærkere.

- Jeg er ubesejret i MMA-regi, ubesejret i verdens største forbund, UFC. Jeg blev tilbudt en kamp ved Conor McGregors stævne i januar, jeg har trænet med Khabib Nurmagomedov (McGregor og Khabib er to af de største MMA-stjerner nogensinde, red.), og jeg er i stald hos verdens førende MMA-manager.

- Alt har flasket sig på en måde, så jeg den dag i dag får gåsehud over, at vi har ramt alle de ting så rigtigt igennem de to år, jeg har været i MMA på fuld tid. Men der har ikke været på noget tidspunkt, hvor beslutningen om pausen ikke var det rigtige at gøre.

Det hele lyder meget afklaret. Har der ikke været samtaler med tårer?

- Da jeg brækkede kæben sidste år, så var det en punktum. Jeg får ikke noget ud af, at tænke på, hvorfor det skete eller have ondt af mig selv. En skade er et punktum. Så skal skaden hele, jeg skal genoptræne og så kan jeg arbejde mig tilbage, fortæller Mark med henvisning til sin seneste kamp, hvor han vandt, men brækkede kæben og måtte igennem to operationer.

- Men i forhold til Maria er der enormt meget frustration i at være pårørende. Det skal forstås på den måde, at det er ikke mig, der er syg. Det er ikke mig, der kan løse det. Det er det værste at sidde på sidelinjen og gerne ville løse de her ting, men ikke kan løse det, fordi det er Maria, der skal gå igennem det. Det er Maria, der skal træffe nogle valg for sig selv, forklarer Mark O. Madsen.

Jeg har også taget en beslutning om, at jeg går ikke ned med stress

Mark O. Madsen

Gider ikke have ondt af sig selv

Han er den nærmeste pårørende til sin kone, så han ser, hvor hun er ramt i hverdagen. Mark O. Madsen fortæller, at han kan mærke, han bliver frustreret, når hans kone "over for en eller anden fortæller, hvordan det går, og hun så ikke taler helt sandt."

- Vi er nødt til at fortælle den rigtige historie, at vi er mærket af det her, siger han.

- Men det er et spændende spørgsmål, om der ikke har været tårer indblandet, og det kan godt være, at jeg er lidt gammeldags, men jeg vælger, at det er et valg. Jeg gider simpelthen ikke have ondt af mig selv. Det gør jeg ikke. Jeg gider ikke sidde og dyrke, at der er nogle ting, der rammer mig eller min familie. Det er bare sådan, det er.

Nogle vil måske sige, at det er en kynisk tilgang?

- I sidste ende er det et valg. Det letteste i verden vil jo være at sætte mig ned, give op og græde over, at det har ramt Maria. Det får jeg bare ikke noget ud af. Der kommer ikke nogen og klapper mig på hovedet og siger: ”Ih, hvor er det synd for dig, og nu skal jeg nok gøre det hele godt igen.”

- Niks. Det sker ikke. Det bedste jeg kan – uanset, hvor mørkt det hele kan virke – er at prøve at komme ud af det her på en eller anden måde.

Den dag, jeg stopper min sportskarriere, skal det være på mine egne præmisser

Mark O. Madsen

Har besluttet, han ikke går ned med stress

Den mentale tilgang, han har haft hele sit liv i sporten, bruger han nu i en familiemæssig krisesituation. Det er en tilgang, der fra 2005 til 2016 bragte ham øverst i det internationale bryderhierarki med fire VM-sølvmedaljer og en OL-medalje af samme karat.

- Jeg har også taget en beslutning om, at jeg går ikke ned med stress.

- Er der et tidspunkt i mit liv, hvor det har været mere nærliggende, at jeg kunne gå ned med stress, er det i den her periode. Og der har jeg simpelthen taget en beslutning, at det kommer ikke til at ske. Jeg er nødt til at arbejde ud fra, hvad vi har, og hvad situationen er.

Og for Mark O. Madsen er pausen fra MMA en pause. Det er kun midlertidigt, fastslår han.

- Den dag, jeg stopper min sportskarriere, skal det være på mine egne præmisser. Det skal ikke være, fordi jeg er nødt til at se tilbage og tænke: "Ej, hvor var det synd, at jeg var nødt til at stoppe. Det skal det ikke have lov til. Det skal være, når jeg er klar. Og det er jeg ikke endnu. Og det er Maria heller ikke. Det er vi enige om, siger han.

Vejen tilbage i buret

2020 var et utrolig hårdt år for Mark O. Madsen. Han brækkede kæben, både han og sønnen fik corona - og konen fik konstateret multipel sclerose. 2021 har også budt på endnu en træls episode. Hele deres hus blev totalskadet med skimmelsvamp efter en vandskade i januar.

- Vi står med et hus, der er skrællet fuldstændigt ned. Der er bogstaveligtalt ikke gulv, vægge eller loft tilbage, fortæller Mark O. Madsen.

- Vi står i en situation, hvor der er ting omkring Maria, vi skal have styr på. Hvad kommer hendes sclerose til at betyde fremadrettet? Både i forhold til medicinering og hvad der skal ske generelt ovenpå denne sygdom.

Heldigvis er der små lysglimt. Forsikringen på huset er faldet på plads, og frem for alt er der optimisme omkring Maria.

- Jeg synes, at det begynder at vende. Det begynder at ske mange gode ting.

Familien har ligefrem talt om at rejse med, hvis Mark igen skal på træningslejr i USA. Intet er dog på plads endnu.

- Man skal huske på, at er der bare én eneste ting, der går godt, skal man være taknemmelig for den ene ting, der går godt, for det er dæleme én ting mere, end der skete i går.

Hvor langt er du fra kampformen?

- Tre måneder. Tre måneder hård og fokuseret træning, og så vil jeg være klar til at gå i buret.

Jeg er der, hvor jeg vil garantere, at jeg kommer i kamp i 2021. Og det bliver før end senere

Mark O. Madsen

- Vi SKAL videre

I flere år har Mark O. Madsen arbejdet med et såkaldt vision board. Det er en slags tavle med drømme og mål for tilværelsen. Hvert år har han og Maria lavet et nyt vision board, men Mark har slet ikke set det, Maria har lavet for 2021.

- Det er pakket ned. Alt er i vores hjem er blevet pakket ned efter vandskaden. Men Maria siger, at jeg skal glæde mig til, at vi får vores ting tilbage, for så skal hun vise mig sit vision board.

Hvad med dit vision board?

- UFC er ikke pillet af. Det står fast.

- Jeg har klippet et dejligt stort UFC-bælte ud og klasket det op på mit vision board. Og nu knytter jeg næven og siger: ”Vi skal videre.”

- Der er ikke noget der hedder, vi kommer nok videre. Nej, vi skal videre. Det er en overbevisning og en beslutning, og det er sådan, det bliver.

Kommer du i kamp i 2021?

- Jeg er der, hvor jeg vil garantere, at jeg kommer i kamp i 2021. Og det bliver før end senere.