MMA

MMA-kæmper mister en finger under kamp

Khetag Pliev har mistet sin ringefinger på venstre hånd i en mellemvægtskamp mod Devin Goodale.

MMA-kæmperen Khetag Pliev pådrog sig en voldsom skade natten til fredag dansk tid.

I en mellemvægtskamp mod amerikaneren Devin Goodale mistede han en finger, skriver det amerikanske sportsmedie ESPN.

Kampen blev vist direkte på UFC's streamingtjeneste, og billeder derfra viser Pliev sidde og kigge på sin venstre hånd, hvor en finger mangler.

37-årige Khetag Pliev, der stillede op for Canada i brydning ved OL i 2012, blev dømt som taber på teknisk knockout, da dommeren opdagede, at fingeren var væk.

Ringfingeren blev efterfølgende fundet i Plievs handske.

Ville gerne have kæmpet videre

Den tidligere bryder blev kørt på hospitalet, hvor læger tilsyneladende var i stand til at sy fingeren på igen.

Hverken Pliev eller Goodale er helt sikre på, hvordan fingeren pludselig forsvandt fra canadierens hånd. Men Pliev mener, at modstanderen brød reglerne.

- I anden runde greb han min handske med en hånd og holdt fast, siger han ifølge ESPN.

- Han blev ved med at trække i min handske, og jeg mærkede et smæld. Vi blev ved med at kæmpe, og da anden runde var slut, så jeg, at min knogle stak ud.

- Jeg ville gerne være blevet ved med at kæmpe, for jeg følte, at jeg havde styr på min modstander. Men lægen så det og stoppede kampen, siger Khetag Pliev.

Pliev vil nu appellere resultatet, fordi Goodale efter hans mening holdt ulovligt fast i handsken.