MMA

UFC-modstander nedtoner Mark O. Madsens bedrifter ved OL

Clay Guida tager masser af rutine og selvtillid med sig til kampen mod Mark O. Madsen natten til søndag.

Der venter den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen særdeles rutineret modstand natten til søndag dansk tid.

Ved et UFC-stævne i Las Vegas skal den 36-årige dansker møde den 39-årige Clay Guida, der har hele 56 MMA-kampe bag sig. Madsen har blot 10.

Danskeren har til gengæld en flot karriere som bryder bag sig. Den tæller blandt andet tre deltagelser ved OL, hvilket kulminerede med en sølvmedalje ved OL i Rio 2016.

Clay Guida virker dog ikke specielt imponeret i et optaktsinterview med ESPN.

- Tillykke til Mark Madsen med alle hans olympiske bedrifter, men de kan ikke redde ham nu.

- Hvis du helst vil stikke halen mellem benene, er det cool. Jeg skal nok fange dig alligevel, siger Guida henvendt til danskeren.

Bookmakerne har Madsen som favorit, og danskeren vil uden tvivl have en fordel, hvis duellanterne primært kæmper på gulvet.

Guida, der i interviewet hovedsageligt omtaler sig selv som "vi", nedtoner dog betydningen af Madsens brydeevner.

- Vi kan virkelig godt lide dette matchup, for vi skal ikke bryde mod OL-sølvvinderen Mark O. Madsen. Vi skal helt simpelt fighte mod den uerfarne mixed martial artskæmper Mark Madsen.

- Vi har sikkert lige så mange MMA-kampe som ham og hans tidligere modstandere tilsammen. Vi ved ikke, om I har tjekket statistikkerne for nylig, men vi ved også lidt om brydning. Vi har lavet et par takedowns tidligere i karrieren.

Usikker Madsen

Mark O. Madsen har indtil videre vundet sine 10 kampe som MMA-kæmper, mens Guida har 36 sejre og 20 nederlag bag sig i sin karriere i det ottekantede bur.

Over for Ekstra Bladet erkender Madsen, at han er lidt usikker på, hvordan han står til Guida.

- Jeg ved ikke, hvad der venter mig. Og det er altid spændende at skulle mærke hans styrke, hurtighed og bevægelser, siger Madsen til Ekstra Bladet.

Madsen vil formentligt forsøge at få Guida ned og kæmpe på gulvet, men amerikanerens store udholdenhed er en udfordring.

- Der ligger en plan A og en plan B med forskellige scenarier for den her kamp. Men den store udfordring er hans gastank, siger Madsen.

Kampen mellem Madsen og Guida afvikles i UFC, der er mest kendte forbund inden for Mixed Martial Arts.