MMA

Mark O. Madsen har ny kamp på plads

Mark O. Madsen er tilbage på MMA-scenen, hvor han skal i kamp næste år.

Mark O. Madsen har en ny MMA-kamp på tapetet.

Ifølge flere amerikanske medier skal Mark O. Madsen møde amerikaneren Vinc Pichel i sin næste kamp.

Stævnet UFC 271, der bliver afholdt 12. februar næste år, får dermed Mark O. Madsen på plakaten.

Kilder oplyser til TV 2 SPORT, at kampen er klar, men kontrakten er fortsat ikke skrevet under.

TV 2 SPORT arbejder på at få en kommentar fra danskeren.

Amerikaneren Vinc ’From Hell’ Pichel har vundet sine seneste tre kampe - senest over Austin Hubbard, som Mark O. Madsen og har slået. Pichel har i alt haft 16 kampe, hvor han har vundet 14 og tabt 2.

Mark O. Madsen er med sine 37 år en ældre herre i MMA-sammenhæng, men Pichel er 38 år - og så har han et markant overskæg i bedste stil med 80’er stjernen Tom Selleck.

Danskeren kæmpede i august mod amerikanere, Clay Guida, som danskeren slog på point. Madsen har haft en turbulent tid det seneste år, hvor hans kone sidste år fik konstateret multipel sclerose, og samtidig skulle han komme tilbage efter en kæbeoperation.

Mark O. Madsen har haft 11 kampe i MMA og vundet dem alle.