Le Mans: Tre danske podiepladser

Mens Tom Kristensen og Audi 2 måtte udgå, endte de danske kørere, der stadig var med i Le Mans, da det sluttede søndag, alle på podiet i deres respektive klasser. Løbet blev vundet af Audi 1.
I GT1 kæmpede Jan Magnussen mod Casper Elgaard om at blive bedst, og den dyst faldt ud til Magnussens fordel, da han og Corvette sluttede som nummer to, mens Elgaard og Aston Martin blev nummer tre.
I GT2 blev Lars Erik Nielsen og Allan Simonsen trods adskillige uheld undervejs nummer tre i deres Porsche.
Det hele tegnede ellers så lyst for den syvdobbelte vinder, Tom Kristensen, da Audi 2 allerede i det første sving passerede den førende Peugeot og gik i spidsen for løbet. En position, som Audi udbyggede og ikke forlod, før det gik galt tidligt søndag morgen.
Tilsyneladende var et uheldigt hjulskifte i pitten årsag til, at Rinaldo Capello mistede det venstre baghjul i Indianapolis-kurven og bragede ind i dækvæggen med høj fart. Capello slap uden mén, men Audi 2 og dermed også Tom Kristensen var færdig.
I stedet overtog Audi 1 med Frank Biela, Emanuele Pirro og Marco Werner føringen og sørgede til slut for, at det endnu engang var Audi, der kunne stå øverst på podiet. Det er andet år i træk, at netop de tre kørere vinder løbet, og for Marco Werner er det tredje gang i træk.
I GT1 lå Elgaards Aston Martin indledningsvis bedre placeret end Jan Magnussen og Corvette, men de Elgaard team tog nogle uheldige beslutninger og blev fanget i forbindelse med, at der var safety car på banen tidligt i løbet, og det kostede i stillingen. Med få timer tilbage af løbet var Elgaards bil under hårdt pres fra endnu en Aston Martin, der endte med at køre sig selv af banen og falde langt tilbage.
Lars Erik Nielsen og Le Mans-debutanten Allan Simonsen måtte i tre omgange i pit på grund af uheld undervejs. Blandt andet bragede Allan Simonsen med godt en time tilbage i den kraftige regn, der begyndte to timer før tid, direkte ind i en dækvæg. Det lykkedes ham dog at få bilen tilbage i pitten, hvor løsdelene blev skiftet, så bilen kunne komme på banen igen.