Motorsport

Toyota er tilbage i Le Mans

Der er en ny dreng i klassen, når der i år køres Le Mans. Eller faktisk er der tale om en gammel kending. Toyota stiller nemlig op i LMP1-klassen.

"Jeg synes, det er skønt. Det er dejligt, at fabrikkerne interesserer sig for sportsvogns-racing. Specielt med så stort et løb som Le Mans er, synes jeg, det er vigtigt, at fabrikanterne, og specielt verdens største bilfabrikant, viser, at de er interesserede. Det er supergodt nyt," siger TV 2 Sportens motorsportsekspert Jens Winther Jr. til sporten.tv2.dk.

"Det er vigtigt for udviklingen, det er vigtigt for at tiltrække tilskuere, det er vigtigt for at tiltrække pengene til udviklingen, og det er vigtigt for at forny sportsvognsklassen, at man har nogle at køre imod, så Audi og Peugeot ikke er alene om det her. Der er ikke ret meget ved at vinde uden at have konkurrence."

Toyota vinder ikke Le Mans i 2012

Den japanske bilfabrikant er allerede så langt fremme, at de vil invitere pressen til åbne tests af deres nye hybridracer i slutningen af januar. Selvom det er en glædelig nyhed, at den japanske bil-gigant har spændt dækkene på til race, så tror Jens Winther ikke, at det bliver i år, at Toyota snupper sejren.

"Bortset fra Porsche kan jeg ikke forestille mig ret mange, der bare kommer og vinder. Jeg tror, de kommer til at spille en rolle i år, for de kommer ind med de store sko på og med mange penge og meget udvikling. Men Le Mans vinder man ikke bare. Det er noget, man skal tage lidt tilløb til," forklarer han til sporten.tv2.dk.

"Jeg tror ikke, at løbet i 2012 bliver en Toyota-triumf. Det kan jeg ikke forestille mig i hvert fald, for de har øvet sig lidt mere, de drenge der er i klassen i forvejen."

Toyota har midlerne til at vinde engang

Sidst Toyota kørte med ved det legendariske 24 timers løb var i 1999, hvor teamet begyndte i poleposition og endte med at blive nummer to. Med tiden kan det dog godt blive til en Toyota-sejr.

"De kan sagtens vinde Le Mans. Hvis de gør det rigtigt, og det er jeg ikke i tvivl om, at de gør, så kan de sagtens vinde le Mans. De har ressourcerne til det, og de har den fornødne knowhow teknisk. Deres største problem er deres organisatoriske problem, som vel nok er den japanske svøbe," vurderer Jens Winther Jr. over for sporten.tv2.dk.

TV 2 sender fra Le Mans i 2012 som køres 16. og 17. juni.