Motorsport

Den vilde VM-dyst: Stjerner til Vettel og Alonso

De har kørt 19 grand prixs rundt om i hele verden i løbet af året, men det er i dag det hele skal afgøres. Bliver det Sebastian Vettel fra Red Bull eller Ferrari-køreren Fernando Alonso, der kan kalde sig verdensmester?

Før det afgørende løb i Brasilien på Interlagos-banen er der kun 13 point, der skiller de to forreste i VM-stillingen, og med 25 point til vinderen af løbet, er intet afgjort.

”Manuskriptet kunne ikke være blevet skrevet bedre med en så tæt afgørelse i sidste løb, og det betyder rigtig meget for sporten. Alle der følger sporadisk med i motorsport er nødt til følge med i dette løb,” siger TV 2 Sportens motorsportsekspert Jens Winther.

For at gøre dig klar til den vilde VM-dyst, får du her Jens Winthers vurdering af de to titelduellanter. Der gives stjerner på en skala fra 1-6:

KØRETEKNISKE EVNER – HASTIGHED:

Sebastian Vettel: * * * * * * Fernando Alonso: * * * * * ”Vettel kører mere aggressivt, og han er pivstærk til at køre sig op gennem feltet. Han har en meget direkte stil, og derfor får han topkarakter”

KØRETEKNISKE EVNER – STRATEGISK:

Sebastian Vettel: * * * * * Fernando Alonso: * * * * * * ”Alonso er strategisk den stærkeste af de to. Han er rigtig, rigtig god til at overskue situationen, og han ved altid, hvad der er det rigtige at gøre rent taktisk.”

ERFARING:

Sebastian Vettel: * * * * * Fernando Alonso: * * * * * ”Alonso har godt nok kørt længere tid i Formel 1 end Vettel, men Vettel er mere indarbejdet på sit team, og det er mindst lige så vigtigt. Ingen af dem får topkarakter, for der er trods alt kørere i feltet med mere rutine og erfaring end dem.”

BILEN

Sebastian Vettel: * * * * * * Fernando Alonso: * * * * * * ”Vettel har den hurtigste bil, og den er fuldstændig udviklet rundt om ham. Det er en perfekt pakkeløsning, og alt er optimeret, så det passer til Vettel. Redbull har dog den ulempe, at de har tekniske stumper fra Renault - for eksempel generatoren, der har været problemer med. Ferrari bygger helt enestående alt selv, og det giver dem en fordel i en meget pålidelig og stabil bil. Der er større chance for, at Vettel kører i stykker, end der er for at Alonso gør det, og det kan jo afgøre alt i VM-kampen.”

OPBAKNING FRA TEAMET

Sebastian Vettel: * * * * * Fernando Alonso: * * * * * ”Vettel og Red Bull er bedst til at lægge den bedste strategi, men til gengæld kører hans team-kollega Webber i høj grad også sin egen chance. Hos Ferrari er Massa totalt dedikeret til at hjælpe Alonso, og der er selvfølgelig en fordel for spanieren.”

Sebastian Vettel begynder det brasilianske grand prix i fjerdeposition, mens Alonso er nede som nummer otte. McLarens Lewis Hamilton har pole position.

Følg Formel 1-finalen i live-tekst her på sporten.tv2.dk fra klokken 16.30.

SEBASTIAN VETTEL

  • Land: Tyskland
  • Født: 3. julie 1987 i Heppenheim
  • Teams: BMW Sauber (2006-2007), Toro Rosso (2007-2008), Red Bull (2009-)
  • Årsløn: 112 millioner kroner

FERNANDO ALONSO

  • Land: Spanien
  • Født: 29. juli 1981 i Oviedo
  • Teams: Minardi (2001), Renault (2002-2006), McLaren (2007), Renault (2008-2009), Ferrari (2010-)
  • Årsløn: 288 millioner kroner

INTERLAGOS-BANEN

  • Længde: 4.309 km
  • Omgange: 71
  • Distance i alt: 305,9 km
  • Banerekord: 1.32,27454
  • Cirka topfart: 317 km/t

VM-STILLING FØR LØBET

  1. Sebastian Vettel, 273
  2. Fernando Alonso, 260
  3. Kim Räikkönen, 206
  4. Lewis Hamilton, 190
  5. Marc Webber, 167