'Kasketten passer dig Magnussen - og så alligevel ikke'

- Kevin, du har glemt kasketten.

Beskeden kommer med et smil fra Silvia Hoffer Frangipane, der er ansat i McLarens kommunikationsafdeling, i det sekund, hvor Kevin Magnussen tager plads i stolen over for mig for at give et interview.

- Arh…, svarer den unge dansker med et smil. Den hænger lige ved siden af ham. Det var ikke en forglemmelse, han er bare ikke vild med den kasket.

Frangipane griner tilbage, men der bliver ingen diskussion om kasket eller ikke kasket. Den slags bestemmer McLaren, og det ved Danmarks Formel 1-kører ganske udmærket. Men går den, så går den.

Scenen udspillede sig i sidste uge, da jeg sammen med tv-tekniker Uffe Lohmann havde fået lov at besøge McLarens hovedkvarter, McLaren Technology Center i Woking, en god halv times kørsel fra Heathrow Lufthavn. På dagen hvor Kevin Magnussen skulle rejse afsted til Australien, hvor han endelig skal have den Formel 1-debut, han har drømt om, så længe han har kunnet drømme.

På en måde er scenen sigende for Kevin Magnussen, og på en anden måde slet ikke. Sigende fordi Kevin stadig bare er Kevin fra Roskilde, der har let til smil og gerne lige vil slippe for sådan en ting, som han ikke bryder sig om. Og slet ikke sigende, fordi det ikke vil undre mig, hvis der bare er et billede af Kevin Magnussen i ordbogen, hvis man slår ordet professionalisme op. Han ved, at alt, hvad der har med McLaren at gøre, spiller en rolle, når det gælder hans drøm om at blive Formel 1-verdensmester. Selv en dresscode ved et interview med TV2 Danmark.

Og sådan en er der skam, når man er ansat i McLaren. Allerede i mailen, der bekræftede vores aftale med Kevin Magnussen, stod der noteret hvilket tøj, han ville være iført under interviewet. Sådan er det bare hos McLaren. Der er regler, og de er ikke til diskussion.

TV2s udsendte blev også venligt bedt om at respektere McLarens dresscode ved interviewet. Ingen jeans, ingen kondisko, 'thank you very much'.

McLaren Technology Center er arbejdsplads for 1.000 mennesker og breder sig over ikke mindre end 500.000 kvadratmeter. Et af de steder, hvor man automatisk taler lavere, så snart man kommer ind. Det emmer af storhed, det er respektindgydende, det er…. 'wow, det er virkelig her!'

Vinderbilerne gennem rigtig mange år står linet op side om side. Senna, Prost, Hamilton er blandt navnene, der gør, at de her biler ikke behøver at blive præsenteret af en guide. Det er bare at kigge, og så forstår man hvilken plads i motorsportshistorien, McLaren har gjort sig fortjent til.

Bygningerne er arkitektoniske skønheder, der i 2005 kun blev slået af den skotske parlamentsbygning i kampen om den største arkitektoniske hæder i Storbritannien. Selv om andenpladser ikke er noget, man praler med hos McLaren, så forstår man, hvorfor bygningerne var med helt fremme. Der er ikke meget autoværksted over stedet, hvor McLarens Formel 1-racere bygges.

Jeg har netop gennemgået en mindre operation på et dansk sygehus. Og uden at kritisere rengøringsniveauet på de danske hospitaler, ville jeg have været mindst lige så tryg ved at skulle på operationsbordet i det værksted, hvor de arbejdede på Jenson Buttons Formel 1’er, mens vi var der. Der er klinisk rent. Alle vegne.

Uffe havde fået lov at lave billeder af de gamle, historiske Formel 1’ere, og mens han gjorde det, trissede jeg rundt og kiggede lidt på det hele. Med et smil på læben, der bare ikke ville gå væk, selv om det egentlig ikke var sjovt. Det var bare sådan et smørret, lykkeligt smil hos en motorsportselsker, der havde fået lov at komme ind i det allerhelligste.

Vi måtte ikke filme eller tage billeder af det, men jeg kunne stå og se de folk, der arbejdede på Buttons bil. Det var fascinerede. Side om side stod de med hver deres lille, bitte del til bilen, og hver eneste del blev behandlet, som var de i gang med at slibe en diamant.

Jeg kunne have stået der og kigget i timevis, men min fascination blev afbrudt af den evigt smilende og imødekommende kommunikations-Silvia, der fortalte, at det var nu, at vi skulle gøre klar til interviewet med Kevin. Og så gør man det. Vi var klar, da Kevin trådte ind.

Han kom direkte fra simulatoren, hvor han havde arbejdet siden tidlig morgen, men her kl. 17 var han stadig smilende og udstrålede overskud. Han bad lige om fem minutter til et hurtigt bad inden interviewet – og fik overrakt en bøjle med interview-tøjet sirligt hængt op.

Mens Kevin skyllede sveden af sig, ankom Matt Bishop, kommunikations-overhovedet i McLaren. Han skulle lige briefe Kevin inden interviewet, men betakkede sig dog, da han spurgte Silvia, hvor Kevin var.

- Du kan bare gå ind til ham. Han er i bad, lød svaret, der fik Bishop til at bemærke, at han så nok lige ville vente et par minutter.

Nyvasket, briefet, iført det rigtige outfit, inklusiv kasket, var Kevin Magnussen klar til interview. 25 minutter, fortalte Silvia. Og det var det. Præcis.

Det virker helt surrealistisk at sidde midt i det her kæmpe foretagende med den gigantiske motorsportshistorie – og så interviewe Kevin fra Roskilde, der nu sammen med Jenson Button er stjernerne i det hele. Men sådan er det altså, selv om det er svært at fatte.

Det er også stadig svært for Kevin selv at forholde sig til det. Det er ikke helt gået op for ham endnu.

- Mens jeg har været juniorkører, har jeg hver dag gået forbi derude, hvor alle bilerne står. Senna, Prost og alle de andre. Og jeg gik forbi værkstederne, hvor de stod med de biler, der blev brugt nu. Hamilton, Button, Perez og hvad der nu har stået på dem, mens jeg har været tilknyttet. Hver eneste dag tænkte jeg på, hvor vildt det ville være, når der en dag kom til at stå Magnussen på en af dem. Nu står det der, og jeg synes stadig, at det er helt vildt, når jeg går forbi bilen og ser på det, sagde Kevin Magnussen under interviewet.

Selv om det må være fristende for en ung gut med en Formel 1-kontrakt i lommen og stjernestatus lige om hjørnet at slå sig ned i London – bare tre kvarters kørsel fra McLaren-hovedkvarteret, så er det ikke der, Kevin Magnussen bor. Nej, han bor i Woking. For det er der arbejdspladsen ligger, og det er det eneste, der betyder noget. Han skal ikke shoppe, på fashionable natklubber eller fine restauranter. Han skal være Formel 1-verdensmester.

- Jeg mærker heldigvis ikke så meget til berømmelsen endnu. Jeg kan mærke en forskel hjemme i Danmark, men der har jeg ikke været ret meget, siden jeg skrev under på Formel 1-kontrakten. Herovre er der stadig ingen, der ved, hvem Kevin Magnussen er. Jeg ved, at det er en del af det at være Formel 1-kører, og det må jeg så bare tage med, når det kommer, siger Magnussen.

Et typisk udsagn fra ham. Berømmelse og stjernestatus er noget rigtig mange unge mennesker drømmer om og vil gøre nærmest alt for. For Kevin Magnussen er det noget, han må tage med, fordi han vil være Formel 1-verdensmester. Men kunne han slippe for det, så gjorde han det.

Det kan man ikke bare, når man er Formel 1-kører for McLaren. Og det er Kevin Magnussen nu. På søndag morgen dansk tid er han det rigtig for alvor, når starten går til sæsonens første løb, det australske Grand Prix. Det er dét øjeblik, han har drømt om hele sit liv.

Selv om han ikke helt har fattet, at han er nået dertil endnu, så ryster han ikke det mindste på hånden. Det har aldrig været Kevin Magnussens ambition at blive Formel 1-kører. Det er hans ambition at vinde Formel 1. Han havde stadig bøjle på tænderne, da han præciserede den forskel overfor mig for første gang. Og han har det stadig sådan.

Din langsigtede ambition er at blive Formel 1-verdensmester, men hvad er ambitionen for den første sæson?

- Jamen, det er at blive Formel 1-verdensmester! Det er ikke, fordi jeg tror, at det bliver let, eller at de andre ikke kan noget eller sådan noget. Jeg ved også allerede nu, at vi ikke er de hurtigste ved det første løb i Melbourne. Men ambitionen vil altid være at blive Formel 1-verdensmester.

Første gang han sagde det til mig, må jeg indrømme, at jeg bare smilede og syntes, at han var en sød knægt. Han var vist heller ikke mere end 10 år dengang. Når han siger det nu, så tror jeg altså på ham. Kevin Magnussen bliver Formel 1-verdensmester. I år? Nej, det tror jeg ikke. Men han bliver det. Før eller siden. Det har han for længst overbevist mig om.

Fordi han er så hamrende professionel, fordi han er begavet med et fantastisk talent, fordi han har et formidabelt set up rundt om sig, fordi han nu er en del af selveste McLaren, og fordi han har haft det ene mål hele sit liv. Og fordi han går til det hele med stor ydmyghed, men også en vidunderlig jordnær indstilling:

- En Formel 1-bil er jo bare en gokart med større hjul og en meget stor motor...'

Silvia har vist mig skiltene med både '5 minutter tilbage' og '1 minut tilbage' – og så er interviewet slut. Kevin skal hurtigst videre til en telefonkonference, og så er der afgang til Australien om to timer.

For Uffe og jeg er der afgang til lufthavnen nu. Og det er nu blevet i en bil med chauffør, som McLaren stiller til rådighed.

- Det er jo det mindste, vi kan gøre, når interviewet blev forsinket på grund af os. Det må I undskylde. Men nu sørger vi for, at I kan nå jeres fly, siger Silvia. Interviewet var slut 12 minutter senere end der stod i programmet. Den slags rod kan man selvfølgelig ikke have hos McLaren.

Ulrik Jönsson

  • Ulrik Jönsson er reporter og motorsportskommentator for TV 2 SPORT
  • Har dækket Le Mans, Formel Renault 3,5 Series, DTC og Formel 1 på tætteste hold.
  • Følger både dansk og international motorsport tæt
  • Twitter: @uljonsson

Managerspil

Formel 1 Manager er baseret på de Grand Prix, der køres som del af Formel 1 sæsonen.

STIL DIT TEAM HER

Godt 7.000 teams kæmpede om de flotte præmier i seneste sæson. Opret dit eget team og vær klar til at give den fuld gas når sæsonen starter. Du har 50.000.000 kr. at købe dit team for, og dine kørere, chassis og dæk optjener point for dig ved at vinde løb, overhale og køre mange omgange. Sæt Kevin Magnussen på holdet, og giv ham en Ferrari at køre i. Spil mod dine venner i en pulje eller cup og se hvem der er den bedste manager.

1.præmien er en fed Formel 1 rejse for 2  personer, men også kontanter og andre fede præmier.