Le Mans

Magnussen ville køre Le Mans med sin far

Det kan ikke være gået manges næse forbi, at Kevin Magnussen i år ikke skal køre Formel 1, men at den talentfulde danske kører har haft et ønske om at køre Le Mans, og endda i samme team som sin far, er måske mere overraskende.

- Jeg spurgte min far, om han ville spørge Corvette, om der var et ledigt sæde, siger Kevin Magnussen ifølge motorsports-sitet Autosport.com

Et hold-samarbejde der formentligt ville have hævet den danske interesse for det franske 24-timers løb, efter legendariske Tom Kristensen i efteråret annoncerede sit stop, men sådan kommer det desværre ikke til at gå.

- Det ville have været fedt; holdkammerat med min far ved Le Mans, og forsøge at vinde klassen (GT1-klassen, red.), men de havde allerede skrevet med kørere til bilen.

Kevin Magnussen står i øjeblikket på lidt usikker grund. Han er reserve- og testkører for McLarens Formel 1-team, men står i dén grad i skyggen af Fernando Alonso og Jenson Button, og endnu har den 22-årige dansker ikke fundet en ny løbsserie.

- Så det kommer ikke til at ske i år, og i år ville have været en god mulighed. Jeg må bede ham (Jan Magnussen, red.) om at fortsætte med at køre de næste 15 år.

Jan Magnussen har tre gange tidligere vundet Le Mans, i 2004 vandt han i GTS-klassen, mens han i 2005, 2006 og 2009 vandt i GT1-klassen.