Elgaard i voldsomt crash med Jan Magnussen

Dagens sidste heat, finalen, kan ses direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra kl. 15.40.

Sæsonens sjette af otte løbsweekender i DTC-serien blev præget af et voldsomt crash på Jyllands-Ringen, da Casper Elgaard røg af banen efter en duel med Jan Magnussen på langsiden med mere end 200 km/t, ramte ind i autoværnet og røg tilbage på banen.

Hans racer blev smadret ved uheldet, men Elgaard kunne selv stige ud af bilen og slap fra episoden med mindre skader.

- Jeg er lidt rundtosset, vil jeg sige, men efter omstændighederne har jeg det godt. Det var noget af et crash. Man får et chok, og det vokser, men det værste er at se, hvor nervøse de andre er. Havde de ikke været der, var jeg nok ikke blevet så rørt. Så var det bare ’fint nok, jeg har slået min fod, lad os komme videre,’ siger Casper Elgaard til TV 2 SPORT efter heatet.

Casper Elgaard lå i tredje position på 11. omgang af løbet og forsøgte at komme forbi de forankørende Ronnie Bremer og Frederik Schandorff, mens Jan Magnussen bagfra forsøgte at komme forbi Casper Elgaard, der trak ind på indersiden af de forankørende – og blev ramt bagfra af Magnussen, så han snurrede rundt og ramte ind i autoværnet med høj kraft og fart.

- Der er noget tumult foran, som gør, at vi alle sammen bliver stoppet i opløbssvinget. Jeg kommer på indersiden af Casper, lige op på indersiden. Han opdager det og prøver at lukke hullet, men jeg er der allerede. Den rammer én gang, går en lille smule på tværs, åbner op igen. Så prøver han at lukke en gang til, men der snurrer han bare rundt om næsen på mig. Føj, det var grimt! siger Jan Magnussen til TV 2 SPORT.

Casper Elgaard forklarer selv episoden således:

- Jan og jeg bliver lukket lidt inde, må bremse, give lidt gas og prøve at se, om vi kan komme med dem ud. De holder os lidt tilbage i deres kamp. Jeg går lidt ud og lukker for Jan og får et ’prik’, som gør, at min bil bliver lidt urolig. Da jeg får styr på det, prøver jeg at trække en halv bil over og lukke helt af for Jan, og da får jeg så et puf, siger Casper Elgaard, der på ingen måde vil give Jan Magnussen skyld for uheldet.

- Vi ligger og mosler, og i bund og grund har Jan ikke så mange steder at køre hen. Det er ren uheld, der er ikke noget af det, Jan gør med vilje. Det er bare uheldigt, at han sender mig rundt på den måde.

- Det er noget af det, der sker, når det går voldsomt til. Jeg havde nok forventet, at Jan ville holde sig en lille smule tilbage, da han havde prikket til mig første gang. Derfor går det hele bare så stærkt, og da jeg lige pludselig kører baglæns med lidt over 200 km/t var jeg godt klar over, at den her kom til at gøre lidt ondt.

- Man når lige at tænke, at det her gør ondt, og så håber man på det bedste og lader tingene ske. Håbe, man ikke slår sig alt for meget. Heldigvis er sikkerheden i de her biler ret god, så jeg har ikke slået mig synderligt. Kroppen kan mærke det i morgen, men alt i alt ok. Det er kun bilen, der har taget skade, siger Casper Elgaard.

Ronnie Bremer endte med at vinde sæsonens sjette afdeling af DTC, hvor Dennis Lind og Michael Markussen endte på henholdvis anden- og tredjepladsen. 

Uheldet kan ses i tv-klippet over artiklen. Dagens sidste heat, finalen, kan ses direkte på TV 2 SPORT fra kl. 15.40.

Sjette afdeling af DTC

  • GP Danmark
    1. Ronnie Bremer - 13:49,831
    2. Dennis Lind - 13:50,265
    3. Michael Markussen - 13:50, 704