Motorsport

Se det uhyggelige styrt: Her bliver dansk speedwaykører kørt over

Det så voldsomt ud, da Lasse Bjerre blev kørt over under kvalifikationen til den internationale Grand Prix-Serie.

Tirsdag aften var nogle af landets allerbedste speedway-kørere i direkte duel i Esbjerg.

Allesammen på jagt efter den helt store drøm - en plads i den internationale Grand Prix-Serie.

Men for nogle sluttede drømmejagten lidt for tidligt. En voldsomt forslået Lasse Bjerre var nødt til at trække sig fra konkurrencen.

Bjerre var involveret i et uheld i heat 3, hvor han først styrtede og derefter blev påkørt af en af de andre kører, som ikke kunne nå at undvige og kørte direkte hen over ham.

Trods den voldsomme ulykke kunne Lasse Bjerre sætte sig i sadlen og køre videre, men han måtte hurtigt indse, at han var for forslået til at fortsætte.  

Lasse Bjerre fik en del hudafskrabninger efter sit styrt

Der er heldigvis kun tale om overfladiske skader.

- Jeg har fået et par hudafskrabninger og en ankel, der er rimelig hævet nu, og også ondt omme i nakken siger den uheldige speedwaykører.

- Man når egentligt ikke at tænke så meget. Ikke andet end om man skal krybe sammen eller lægge sig fladt. Men jeg kunne godt se, da jeg blev ramt og jeg kigger tilbage, at der er en kører, siger han om de vilde sekunder.

Lasse Bjerres hjelm efter styrtet

Lasse Bjerre har prøvet det før. Sidste år var køreren nemlig også involveret af en ulykke.  

- Jeg var i et styrt sidste år, hvor jeg blev kørt over. Det var bare over benet og hoften, der gik af led. Så man føler ikke, at det er så slemt at blive kørt over, når man har prøvet det.

- Jeg havde set rigtig meget frem til det, for det er her i Esbjerg, jeg er født og opvokset, og jeg kender mange herude. Og jeg vil jo gerne op og lege med de store.

- Jeg havde egentligt en god start på første heat, men det blev lidt ødelagt af, at jeg røg af, siger han.

Du kan se et interview med Lasse Bjerre herunder.