Motorsport

Nicki Pedersen om kollega i koma: Fik kuldegysninger igennem kroppen

Nicki Pedersen er dybt berørt over den tragiske nyhed med kollegaen Kenni Larsen. Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Da Nicki Pedersen fik nyheden om Kenni Larsens ulykke, ramte den ekstra hårdt.

Speedwaykøreren Kenni Larsen blev torsdag ramt i hovedet af et skud fra et luftgevær og er lige nu i kunstigt koma. Familien har oplyst, at lægerne vil forsøge at vække ham om to til tre dage, såfremt hans tilstand er stabil.

For speedwaykollegaen Nicki Pedersen er ventetiden hård. Udover at kende Kenni Larsen fra sporten, kender han ham også via sin kæreste. Kenni Larsen er nemlig fætter til Nicki Pedersens kæreste.

- Vi går time for time og venter på at høre nyt. Selvfølgelig rammer det. En ting er en kollega. Noget andet er, når det er kærestens fætter. Det er helt surrealistisk, siger Nicki Pedersen til Ekstra Bladet.

Da han hørte om ulykken, ramte det ham derfor ekstra hårdt.

- Jeg fik kuldegysninger gennem hele kroppen, da jeg hørte det, siger Nicki Pedersen, der har fokus på familien.

- Jeg forsøger at bakke min kæreste og resten af familien op. Det er utrolig tæt på. Jeg kender ham jo godt. Det gør alle i miljøet. Det er en sport, hvor alle kender hinanden, og vi er alle i samme båd. Vi rejser meget sammen og kører hele tiden med og mod hinanden, fortæller Nicki Pedersen, der kun har godt at sige om Kenni Larsen.

Tidligere lørdag skrev Kenni Larsens familie en offentlig besked på danskerens Facebook-side.

Her takkede de blandt andet for støtten, som de har modtaget gennem det sidste døgn.

I am so thankful for all of your support in this hard time. I do not have any words to describe what I am feeling when I...

Posted by Kenni Larsen Racing on Saturday, April 23, 2016