Motorsport

Jan Magnussen blev hyldet på podiet - men computeren havde regnet forkert

Casper Elgaard, der søndag kørte sit sidste løb i karrieren, blev i første omgang snydt for en samlet tredjeplads på grund af en computerfejl.

Dagens DTC-finale handlede mest af alt om Casper Elgaard, der kørte karrierens sidste løb.

Han blev inden det tredje og sidste heat hyldet af rivalerne, som klappede af og krammede ham. Mesterskabet var nemlig afgjort til Kasper H. Jensens fordel, og da tredje heat var kørt, stod det klart, at Casper Elgaard sluttede uden for podiet.

Derfor blev den forsvarende og seksdobbelte DTC-mester sat til at overrække pokalerne på podiet - blandt andet til den mangeårige ærkerival og til tider arvefjende Jan Magnussen, der blev samlet nummer tre.

Mange gange har vi været uenige, og mange gange har jeg syntes, at han var det største fjols.

Casper Elgaard, pensioneret racerkører

Men sådan skulle det slet ikke være gået til.

For Elgaards resultater viste sig faktisk at række til en tredjeplads, således at han altså skulle være blevet hyldet en ekstra gang på det podie, på hvilket han så mange gange i karrieren er trådt op.

Det viste sig at være en computerfejl. I sæsonens løb trækkes de tre dårligste resultater fra; dog ikke hvis et af resultaterne kommer i et af de tre heats på finaledagen, og i det sidste heat kørte Jan Magnussen af banen.

Men computerprogrammet troede altså, at det resultat skulle trækkes fra.

- Skide være med det. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg stod egentlig også og forventede at skulle op. Hele teamet sagde, at jeg blev nummer tre. Det havde selvfølgelig været dejligt at stå der og få tredjepladsen også, siger Casper Elgaard til TV 2 SPORT.

Efterfølgende blev der så holdt en ekstra podieceremoni, hvor Jan Magnussen i stedet overrakte pokalen for tredjepladsen tilbage til Casper Elgaard.

- Det er Jan i en nøddeskal. Vi har haft rigtig mange gode kampe. Også dårlige kampe. Og mange gange har vi været uenige, og mange gange har jeg syntes, at han var det største fjols. Jeg tror også, han mange gange har syntes, jeg var det største fjols. Men det er en del af konkurrencen og en del af at være så indædte konkurrenter derude. Vi har kæmpet om mesterskaber i vanvittigt mange år, siger Elgaard.

- Respekten er stor mellem os og dejligt, at han kom over og sagde ordentligt farvel. Det sætter jeg utroligt stor pris på. Om vi har været uenige eller ej, har Jan hele vejen gennem min karriere været en kører, jeg har set op til. Jeg synes, han er en fantastisk racerkører.

Casper Elgaard havde tidligere meddelt sit karrierestop efter indeværende sæson, som sluttede i dag på Jyllandsringen.

Han er alle tiders mest vindende DTC-kører med 40 løbssejre og seks mesterskaber.