Motorsport

Formel 1-stjerne hylder 15-årig dansker efter VM-finale

Der var fornemt besøg, da det danske stortalent Christian Lundgaard i weekenden var med helt fremme i finalen om VM-titlen.

Tom Kristensen, Christian Lundgaard og Daniel Ricciardo.

Tre navne, der alle har noget med motorsport at gøre. Tom Kristensen er legenden, der aldrig bliver glemt. Daniel Ricciardo er stjernen, der er med helt fremme i Formel 1. Og så er der Christian Lundgaard. Et stort dansk talent, der uden tvivl er værd at holde øje med.

Daniel (Ricciardo) fortalte, han havde råbt og skreget på tribunen, da jeg overhalede to andre i samme sving...

Christian Lundgaard, 15-årig gokartkører

I weekenden var de alle tre samlet i Bahrain. Lundgaard var køreren i fokus på banen hos Ricciardo Kart, mens Tom Kristensen var nede for at følge Audis afskedsløb i WEC-serien og samtidig slog et smut forbi gokart-banen.

Navnet Ricciardo Kart kommer, som navnet kraftigt antyder, fra Formel 1-stjernen Daniel Ricciardo, der ynder at følge sit gokart-team, når lejligheden byder sig. Og det gjorde den meget belejligt weekenden over, da Ricciardo efterfølgende er rejst videre for at køre Formel 1-grandprix i Abu Dhabi. 

Her kunne han så følge sin 15-årige danske kører, som var med helt fremme i kampen om VM-titlen.

- Vi manglede lidt fart i de indledende heats, men da Daniel så kom forbi, var jeg allerede hurtigst i første løb. Så det har da nok givet lidt, for man vil jo gerne vise sig frem for ham, siger Christian Lundgaard til TV 2 SPORT.

Den unge racerkører startede i ottende position i VM-finalen, hvor han hurtigt fik kørt sig op som nummer to. Med få omgange tilbage gik det dog galt, da han blev ramt af en konkurrent og kørt af banen. Herfra kom han ikke tilbage i løbet, men efterfølgende gav chefen alligevel udtryk for stor tilfredshed i garagen:

- Det var en virkelig intens finale. Vi fik ikke resultatet til sidst, men vi lå nummer to i store dele af løbet. Jeg var oppe at køre og bandede, så tak drenge, tak for jeres indsats. Næste gang tager vi dem, siger Ricciardo stolt ved siden af Christian Lundgaard i klippet.

Den danske kører hos Ricciardo Kart rejste da også fra Bahrain med en god følelse i kroppen. Og ikke mindst indtrykket af at have imponeret Formel 1-stjernen, der bliver beskrevet som en fantastisk fyr, der involverer sig rigtig meget i løbet.

- Jeg fik vist ham mit talent, ud fra det vi havde at køre med. Han sagde, han havde bidt alle sine negle helt ned i bare spænding, og fordi han var oppe at køre. Daniel fortalte, han havde råbt og skreget på tribunen, da jeg overhalede to konkurrenter i samme sving, siger Lundgaard.

Og han undervurderer bestemt ikke betydningen af, at Daniel Ricciardo er til stede, når de kører. Ligesom den danske Le Mans-legende Tom Kristensen også havde tid til at kigge forbi garagen.

- Det betyder rigtig meget, for de er idoler for os alle sammen. Det er dem, vi ser op til. Når de står på sidelinjen og hepper på en selv, så oplever de lidt, hvordan vi selv har det.

- Når jeg ser Daniel køre i Formel 1, så analyserer jeg, hvad han gør. Hvilken strategi han kører med, og så prøver jeg at tage det til mig. Han sagde også, han havde lagt mærke til, at vi gør nogle af de samme ting, fortæller Lundgaard fra Østen, hvor han er rejst videre for at køre et opvisningsløb.

Red Bull-køreren Ricciardo ligger lige nu nummer tre i VM-serien inden sidste Formel 1-løb. Den 27-årige australier har ikke selv kørt særlig meget gokart, men det betyder nu ikke, at han ikke kan lære fra sig.

- Han har selvfølgelig sat sig ind i det, for en gokart kører lidt som en racerbil. Man kan ændre styringen, grebet foran og bagi. Det har han været lidt med til at hjælpe med, fortæller Christian Lundgaard om oplevelsen ved det sidste løb i sæsonen.

Over for TV 2 SPORT fortæller Christian Lundgaards far, Henrik Lundgaard, desuden, at hans søn har fået flere tilbud fra fabriksteam til næste sæson, så selvom han er blandt de yngste kørere, så har flere fået øjnene op for ham.