Le Mans

Porsche trækker sig fra kongeklassen ved Le Mans

Den tyske bilproducent Porsche kvitter sit engagement i LMP1-klassen i FIA World Endurance Championship (WEC) og vil i stedet satse på Formula E.

En gigant siger ved årets udgang farvel til en kongeklasse indenfor international motorsport. De seneste tre års vinder af 24-timers løbet Le Mans, Porsche, stopper sit engagement i LMP1-klassen i FIA World Endurance Championship (WEC) - et år før den eksisterende kontrakt udløber.

I stedet vil den tyske bilproducent rette fokus mod den forholdsvis nye løbsserie, Formula E, som den vil deltage i fra sæson seks, hvilket vil sige i 2019. Nøjagtig som rivalen Mercedes. Allerede nu er Audi, BMW, Renault, Jaguar og Citroën en del af serien.

- At gå ind i Formula E og opnå succes i den kategori er de logiske resultater af vores "Mission E". Den voksende frihed inden for teknologiudvikling i eget regi gør Formula E attraktiv for os, siger Michael Steiner, der er medlem af Porsches forskning- og udviklingsudvalg, i en pressemeddelelse.

- For os er Formula E det ultimative konkurrenceprægede miljø for at fremme udviklingen af højtydende biler på områder som miljøvenlighed, effektivitet og bæredygtighed, siger han og suppleres af vicepræsidenten for Porsches LMP1-projekt.

- At bygge Le Mans-teamet op fra bunden var en kæmpe udfordring. Over årene har vi udviklet et utrolig succesfuldt og professionelt team. Det vil være vores grundlag fremadrettet. Jeg er sikker på, at vi vil fastholde vores høje niveau i Formula E. Selvtilliden er stor, og vi glæder os til at komme i gang, siger Fritz Enzinger.

- En dårlig dag for Le Mans

Porsches beslutning vækker ikke overraskende glæde hos den administrerende direktør for Formula E, mens humøret er anderledes trist hos arrangøren af Le Mans, Automobile Club de l’Ouest (ACO), og ikke mindst racerkøreren Tom Kristensen, der vandt sin første af i alt ni Le Mans-sejre i en Porsche.

- De har været med i fire år (Porsche kom med i topkategorien igen i 2014 efter flere års fravær, red.) og har klaret det rigtig godt. De har vundet Le Mans tre af de fire år, og de har også vundet VM (i 2015 og 2016, red.), så på den baggrund er det nogle biler, vi kommer til at savne. Nogle fantastiske, smukke racerbiler. Hele deres team, hele deres setup og også med fremragende kørere, siger Tom Kristensen til TV 2 SPORT.

- På kort sigt er det en dårlig dag for motorsporten og en dårlig dag for Le Mans, men Le Mans har altid vist sig, at det er større end alt andet. Så jeg er sikker på, at de muligheder, der opstår ved, at Porsche har meldt ud så tidligt, det vil komme godt igen, og jeg sikker på, at der vil komme masser af spændende nyt op til Le Mans næste år, siger han.

LMP1-raceren overhaler den førende LMP2-racer. Video: Claus Gadegaard Højlund

Porsches snarlige exit fra LMP1-klassen efterlader Toyota som det eneste fabriksteam i serien, og det er endnu uvist, hvilket træk den japanske producent vil tage med dagens udmelding fra Tyskland.

Porsche fastholder fokus på GT-klassen

Helt slut er det dog ikke med at se Porsche-biler ved 24-timers løbet på den historiske bane i Frankrig. Den tyske bilgigant bekræfter, at den fortsat vil have fokus på internationale GT-løb og stille med sin 911 RSR-racer i FIA World Endurance Championship, hvor Le Mans er højdepunktet.

Dermed kan danske Michael Christensen - sammen med Porsche - fortsat jagte en sejr i verdens største motorløb, selvom den 26-årige racerkørers drøm om at vinde Le Mans med Porsche i LMP1-klassen har lidt et alvorligt knæk.

- Det er lidt ærgerligt, for Le Mans er det bedste løb i verden, og det kunne være fedt at være en del af Porsche og være med til at vinde det en dag. Men når der er en dør, der lukker, så åbner der en ny, siger Michael Christensen til TV 2 SPORT.

- Det er selvfølgelig rart at vide, at mit program bliver ved med at være der, men det har jeg nu ikke været særlig meget i tvivl om. Det er en god måde for Porsche at blive ved med at brande sig på, siger han og slår fast, at hans hovedfokus lige nu er at vinde flere mesterskaber og flere store løb såsom Le Mans.

Næste løbsweekend i FIA World Endurance Championship (WEC) er i Mexico City den 2.-3. september. Sæsonen slutter i Bahrain den 18. november.