Motorsport

Magnussen slutter sidst i Formel 1-test

Kevin Magnussen kørte af banen under tirsdagens test og gennemførte blot 35 omgange i Barcelonas vintervejr.

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen havde ikke nogen stor dag, da han tirsdag testede Haas-raceren for første gang i Barcelona.

Således sluttede Magnussen sidst af de 11 kørere, der var på banen tirsdag.

Med til historien hører dog, at vejret gjorde forholdene ganske vanskelige. Sne og frostgrader var nemlig en del af menuen i Barcelona.

Magnussen gennemførte 35 omgange i den nye Haas-bil, og det var ikke uden uheld.

Ifølge BT kørte danskeren af banen og ud i gruset som følge af det glatte føre.

Magnussen kom dog senere tilbage på banen.

Onsdag er det ligesom mandag teamkammeraten Romain Grosjean, der tester Haas-raceren.

Torsdag er det igen Magnussens tur, og til den tid skulle vejrforholdene igen være bedre.

Ved tirsdagens test var tyskeren Sebastian Vettel (Ferrari) hurtigst med en omgang i tiden 1 minut og 19,673 sekunder, hvilket var omkring tre sekunder hurtigere end Magnussens bedste.

Finnen Valtteri Bottas (Mercedes) satte næsthurtigste tid. Han var 0,303 sekunder langsommere end Vettel.

Sæsonens første Formel 1-grandprix bliver kørt 25. marts i Melbourne.