Motorsport

Dansker kører sig tilbage i VM-serien

Succes til Niels-Kristian Iversen i kvalifikationen til det fornemme speedwayselskab. Tt News Agency / Scanpix Denmark

Efter et år væk fra VM-serien i speedway er danske Niels-Kristian Iversen kvalificeret til næste års serie.

Der var opmuntring til dansk speedway lørdag aften i det sydlige Tyskland.

Her kørte 36-årige Niels-Kristian Iversen sig tilbage i det fornemme speedwayselskab, da han kvalificerede sig til næste års VM-serie.

Det skete, da Niels-Kristian Iversen sluttede som nummer to i Speedway GP Challenge, der blev kørt i tyske Landshut.

Kravet for at kvalificere sig var en plads i top-3 blandt de 18 kørere, der var nået til finaleaftenen.

Iversens andenplads blev kørt hjem med 11 point, mens polske Janusz Kolodziej vandt. Dermed er polakken også tilbage, efter at han deltog i serien i 2011.

Tredjepladsen blev sikret af svenske Antonio Lindbäck, der dermed også stemplede ind igen efter en sæson uden for VM-serien.

Danske Kenneth Bjerre og Hans Andersen deltog også lørdag, men de sluttede som henholdsvis nummer 10 og 13.

Med lørdagens resultat vender Niels-Kristian Iversen tilbage til VM-serien, hvor han i år blot har været førstereserve.

På grund af en skade til Martin Vaculik deltog Iversen dog i sæsonens to første grandprixer i Warszawa og Prag, men han følte sig snydt for et af de fire wildcards før sæsonen.

Et wildcard gik i stedet til den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen, der i denne sæson er Danmarks eneste faste deltager i serien.

Efter uddelingen af de fire wildcards var Niels-Kristian Iversen særdeles skuffet og udtalte:

- Det er meget skuffende kun at blive førstereserve. Jeg kunne ikke have regnet med at få et wildcard, men jeg havde håbet, at de ville have kigget mere på det sportslige, da de uddelte dem.

- Det er ikke et spørgsmål, om det skulle være Nicki Pedersen eller mig. Men ser man over de sidste 12 måneder, mener jeg, at jeg har været blandt de 15 bedste kørere i verden, og så burde man være med i VM-serien.

Nicki Pedersen er i øjeblikket på 12.-pladsen i VM-serien med 31 point.

Patryk Dudek er nummer otte med 46 point, inden de fem sidste grandprixer køres.

Der er 15 faste kørere i VM-serien.

De otte bedste i den forgangne sæson får en fast plads, mens der altså uddeles tre pladser i kvalifikationen.

Senere på året uddeles der så fire wildcards til at deltage i næste sæson.

Niels-Kristian Iversen er den seneste dansker til at vinde et VM-grandprix med sejren i oktober 2016 i Torun i Polen.

Niels Kristian Iversen kører endnu et vigtigt løb på lørdag, hvor han er med i DM-finalen. Her har han vundet de seneste seks år i træk og kan således tangere Ole Olsens rekord med syv danske mesterskaber. Og så bliver han samtidig den første nogensinde, der gør det syv gange i træk.