Motorsport

Ole Olsen håber, at hans 45 år gamle rekord bliver slået

Niels-Kristian Iversen var suveræn lørdag aften og tangerede Ole Olsens rekord med syv DM-titler i træk. Nu håber Olsen på, at den bliver slået.

Niels-Kristian Iversen kunne for syvende gang i træk stille sig op på det øverste podietrind og lade sig hylde som danmarksmester i speedway.

Det er en tangering af speedway-legenden Ole Olsens rekord, da hans første syv DM-titler fra 1967 til 1973 også var i træk. 

Nu håber Ole Olsen på, at Niels-Kristian Iversen slår hans rekord med antal sejre i træk og kigger samtidig imod hans samlede rekord, der er på i alt 12 DM-mesterskaber.

- Jeg har sagt, at det var godt gået, så nu er det bare at fyre den af og få skrabet nogle flere sammen. Han fortjener det. Det var godt og flot kørt, siger Ole Olsen til TV 2 SPORT, der også gav lidt råd til danmarksmesteren.

- Nu er han jo en flink mand, så jeg sagde, at han skulle lade de køre lidt væk og så tage dem en ad gangen.

Tror du, at han nu overgår din rekord med otte sejre i træk?

- Det håber jeg, at han gør. Nu er det jo syv i rap, og så han kan ligeså godt tage den op til 12 også og over.

Jeg er ikke helt ung længere. Jeg kan godt nå det, men der er sgu lang vej derop

Niels-Kristian Iversen om at slå Olsens rekord på 12 DM-titler

Iversen kunne ikke trues i finalen

DM-finalen blev kørt i Esbjerg, og her havde Iversen fart i maskinen fra første start. Iversen vandt sine første fire heats, og derfor gik han ind til sit femte heat med 12 point i front for stillingen. I sit femte heat var Iversen oppe imod Nicki Pedersen og Peter Kildemand, og Iversen fik en god start. 

Nicki Pedersen pressede gevaldigt på fra andenpladsen, men Iversen kunne ingen true denne aften, og Iversen hentede igen tre point. Det efterfølgende heat artede sig, så Niels-Kristian Iversens pointhøst ikke kunne trues i finalen, og han vandt derfor titlen, inden selve finalen blev kørt. 

Dermed kunne den 36-årige esbjergenser lade sig hylde som vinder for syvende gang - og måske ikke den sidste.

Ole har 12 DM-titler i alt, hvilket er mange. Kan du nå det?

- Jeg er ikke helt ung længere. Jeg kan godt nå det, men der er sgu lang vej derop. Det er med at tage et ad gangen og gøre sit bedste, siger Niels Kristian Iversen

Finalen blev vundet af Mikkel Mikkel Michelsen med Nicki Pedersen og Iversen på henholdsvis anden- og tredjepladsen. 

Det betød, at Michelsen vandt sølv, mens bronzemedaljen endte hos Nicki Pedersen.