Motorsport

Dansk succes i amerikansk racerserie

Christina Nielsen fejrer årets første løbssejr. © IGNITE MEDIA

Christina Nielsen vandt årets første IMSA-sejr, mens Jan Magnussen kom på podiet for femte gang i træk.

Mens det danske DTC-felt søndag kæmpede med saboterede biler, kunne både Christina Nielsen og Jan Magnussen lade sig hylde i den amerikanske IMSA-serie.

På Road America fejrede Christina Nielsen årets første løbssejr sammen med makkeren Patrick Long. Samtidig kom Jan Magnussen og makkeren Antonio Garcia på podiet for femte gang i træk.

Christina Nielsens første løbssejr med Porsche-teamet, som hun skiftede til inden denne sæson, blev kørt hjem fra pole position. Makkeren Patrick Long kørte første og sidst stint i GTD-klassen i WeatherTech SportsCar Championship. Efter det første pitstop kom Nielsen ud på banen midt i feltet, og hun kørte sig frem til en tredjeplads inden det andet pitstop, hvor Long overtog rattet igen og kørte sejren hjem.

– Jeg er så glad og stolt over vores præstation denne weekend. Efter en sæson med en del udfordringer og skuffelser er det svært at beskrive, hvor fantastisk det er endelig at kunne stille sig øverst på podiet – og især på en bane som Road America, siger Christina Nielsen i en pressemeddelelse.

Christina Nielsen, der i 2017 vandt serien med Ferrari, ligger i år et stykke fra de samlede podiepladser. Med sejren rykker hun op som nummer otte i den samlede stilling. 

Fem på stribe for Magnussen

 

I samme løbsserie, men i GTLM-klassen, var Jan Magnussen også med helt fremme. Sammen med makkeren Antonio Garcia var han endda tæt på at gøre Nielsen kunsten efter med en løbssejr.

I en pressemeddelelse beskrives det, at Garcia lå nummer fire i klassen i det sidste af tre stint, da Corvette besluttede at lade ham overhale teamkammeraten Tommy Milner i jagten på flest mulige point i mesterskabsserien. Det så ud til at lønne sig, da den førende BMW fik problemer i de sidste minutter, men desværre for Garcia og Magnussen slap benzinen op på den allersidste omgang. Det betød, at Milner kunne overhale og tage sin andenplads tilbage, inden Garcia trillede over stregen som nummer tre.

Det var hans og Magnussens femte podieplacering i træk.

– Nogle gange må man gamble, og det gjorde vi i dag. Det lykkedes næsten. Kæmpe tak til Tommy Milner for at lade os forsøge at jagte en sejr. Vi kom i mål med gode point, og vi er stadig med i kampen om mesterskabet, siger Jan Magnussen i en pressemeddelse.

Her ses Jan Magnussens gule Corvette forrest.

Med pointene fra tredjepladsen ligger Magnussen og Garcia fortsat nummer to i den samlede stilling.

Der er tre løb tilbage i IMSA-serien.