Motorsport

Sur profil smækker døren i hovedet på fotograf: - En kæmpe fejl 40

Region Vardes Mads Korneliussen var på ingen måde tilfreds med sig selv, da han ødelagde en god chance for tre point

Der var dramatik for alle pengene i årets DM-finale for hold, hvor Region Varde, Team Fjelsted, Slangerup og Holsted Tigers kæmpede om hæderen som Danmarks bedste hold.

Allerede i heat nummer to måtte der flere omstarter til, efter flere af kørerne havde været i infight ude på banen. I heat tre var der knap så mange problemer, men til gengæld var Region Vardes profil Mads Korneliussen rasende på sig selv efter løbet.

Det er bare en dumhed

Mads Korneliussen, Region Varde

Efter starten lå Korneliussen ellers forrest, men en stor fejl betød, at de tre andre kørere bragede forbi, og mens Holsteds Nicolai Klindt løb med heatsejren og de tre point, så kunne Varde-profilen notere sig et rundt nul.

Da TV 2 SPORTs reporter efterfølgende skulle have en kommentar fra Mads Korneliussen, forlod speedwaykøreren ryttergården i raseri. På vej væk fik han samtidig smækket døren i hovedet på fotografen, men fem minutter senere var Korneliussen igen kølet af.

- Det er irriterende at lave alt det hårde arbejde, lave starten og komme af sted, og så laver jeg en kæmpe fejl i tredje sving, hvor jeg er ved at køre rundt om mig selv.

- Det er en kørefejl. Jeg tænkte, jeg ville køre ind, som jeg plejer og lukke af, men den blev ved med at komme med bagenden. Den blev ved med at skride ud, så det var en kæmpe fejl 40.

Hvordan kan banen overraske en hjemmebanedreng som dig her i Outrup?

- Jeg tror måske, jeg tænkte for meget i stedet for at race. Banen er glat ude for enden, og det vidste vi jo, efter vi havde været ude og gå på banen, så det skulle egentlig ikke komme bag på mig. Det er bare en dumhed.

Stærkt comeback fra Korneliussen

Trods den problemfyldte start vendte Varde-profilen stærkt tilbage senere i DM-finalen, hvor han var en afgørende faktor i jagten på DM-guld.

I sine sidste fire heats scorede han henholdsvis en andenplads og tre førstepladser, hvilket giver 11 point til sammen. Region Varde vandt DM-finalen med 40 point samlet og et forspring på ni point ned til henholdsvis Slangerup og Holsted på de efterfølgende pladser.

Reaktionen fra Mads Korneliussen minder unægteligt om situationen fra individuelt DM sidste år, hvor han smed det hele på gulvet med en tyvstart:

Mads Korneliussen smed DM-chancen efter tyvstart Video: Jacob Prytz Hansen