Dansk stortalent misser mesterskabssejr, men bliver årets 'rookie'
17-årige Christian Lundgaard har kørt sig på podiet i Formel Renault Eurocup 2.0. Samtidig har han vundet mesterskabet for førsteårs-kørende i serien.
I sin første sæson i Formel Renault Eurocup 2.0 kæmpede Christian Lundgaard med om mesterskabet, men efter søndagens afgørende løb måtte han tage til takke med en andenplads.
Danskeren havde ellers en teoretisk chance for at vinde serien.
Det havde dog krævet en førsteplads til danskeren i søndagens grandprix, mens den førende kører Max Fewtrell maksimalt måtte ende som nummer ti.
I grandprixet i Spanien sluttede danskeren på andenpladsen, mens britiske Max Fewtrell kørte sig til det samlede mesterskab med en fjerdeplads.
Til gengæld vandt Christian Lundgaard årets rookie-mesterskab, som dækker over, at han er årets bedste førsteårs-kører i serien.
- Et flot løb af Christian Lundgaard. Han er vicemester i Formel Renault og vinder af rookie-mesterskabet 2018. Det var ikke den titel, han kæmpede for, men stadig en fantastisk afslutning på mesterskabet for en førsteårskørende, skriver hans hold, MP Motorsport, på Twitter.
Danskeren, der er juniorkører på Renaults akademi, har vundet fire løb i serien, og danskerens hold er stolte over hans præstation.
- Stort tillykke, Max Fewtrell!! Og et STORT skud ud til nummer to og vinderen af rookie-mesterskabet, Christian Lundgaard. Vi føler os som stolte forældre, lyder det fra Renault på Twitter.
Flere af de nuværende Formel 1-kørere har tidligere kørt Formula Renault Eurocup 2.0. I 2009 kørte Kevin Magnussen serien, hvor han blev nummer syv.
Også kørere som Valtteri Bottas, Daniel Ricciardo og Lewis Hamilton har kørt i den klasse.
Det er Christian Lundgaards anden sæson som Formel-kører. Også sidste år hentede det danske talent pokaler, da han både vandt den russiske og spanske Formel 4-serie.