Le Mans

Dansker kan blive verdensmester til Le Mans

Michael Christensen kan sammen med makkeren Kevin Estre blive verdensmestre i weekenden, hvis de blot bliver nummer ni i Le Mans.  TV 2 SPORT

Michael Christensen og Kevin Estre skal bare bruge to point i Le Mans for at kunne kalde sig verdensmestre i FIA's officielle serie for sportsvogne.

Se 24-timers løbet Le Mans på TV 2 og TV 2 PLAY.

Tre point.

Det er, hvad den danske Porsche-kører Michael Christensen og makkeren Kevin Estre mangler for at kunne kalde sig verdensmester i den internationale motorsportsunions (FIA) officielle sportsvognsserie.

Det vil betyde rigtig, rigtig meget at vinde

Michael Christensen

VM-guldet kan sikres i weekendens Le Mans, hvor de to kørere vandt sidste år. Det behøver de ikke i år, hvor de blot skal bruge en niendeplads for at køre verdensmesterskabet i hus.

- At vinde et officielt FIA-verdensmesterskab betyder, at man pludselig er en af verdens bedste til det, man laver. Det siger også lidt, når man gør det over en sæson, hvor der er otte forskellige events. Det vil jeg være sindssyg stolt af, Michael Christensen til TV 2 SPORT.

Danskeren var også tæt på at vinde VM-guldet i 2015, men da han i løbet af sæsonen missede et enkelt løb, måtte han se den daværende holdkammerat, Richard Leiz, vinde verdensmesterskabet alene, mens Christensen selv blev nummer tre.

- Det har hele tiden siddet lidt i baghovedet, og man ved aldrig, om man får den mulighed igen. Det vil betyde rigtig, rigtig meget at vinde, siger danskeren.

Porsche #92 med Michael Christensen, Kevin Estre og holdets tredje kører, Laurens Vanthoor, starter weekendens Le Mans som nummer syv i GTE Pro-klassen. Men selvom de ikke starter helt i front, så er de alligevel fortrøstningsfulde.

- Den dårligste placering det sidste år er nummer fem, og vi har altid kæmpet for en podieplads. I mit hoved giver det god ro i forhold til vores performance. Vi ved, at vi kan, og at vi har gjort det før, siger 28-årige Christensen.

- Den bedst mulige at forsvare sig på er at være aggressiv og prøve at vinde det her løb igen, siger han videre.

Michael Christensen og Kevin Estre har hver 140 point i VM-stillingen. Det er 36 flere end Gianmaria Bruni og Richard Leiz, der også begge kører i Porsche. I Le Mens får vinderen 38 point, og derfor skal Christensen og Estre altså bare bruge tre point.

Tror på anden Le Mans-sejr i træk

Michael Christensen har været fast inventar i Le Mans siden 2015, og efter blandt andet en femte- og ottendeplads formåede han sidste år at stryge helt til tops i GTE Pro-klassen sammen Kevin Estre og Laurens Vanthoor.

Og det har da også været en stor fornøjelse at komme tilbage på banen, hvor karrierens hidtil største triumf er hentet.

- Det var sindssygt fedt at komme ud og køre på den her legendariske bane igen. Den første omgang på testdagen i sidste uge var fed. Bare det at komme ud på langsiden og få følelsen af, at man er tilbage der, hvor man havde en rigtig god oplevelse sidste år. Det var fedt, siger Michael Christensen.

Først og fremmest handler det om at sikre verdensmesterskabet, men hvis alt flasker sig, så tror han på, at de for andet år i træk kan stå øverst på podiet.

- Jeg tror, vi kan arbejde mod sejren igen i år. Det er et langt løb, og man ved aldrig, hvordan det ender. Der kan nå at ske en masse ting, så det er bare med at holde hovedet koldt og køre mod sejren igen i år, siger Michael Christensen.

Årets Le Mans begynder lørdag klokken 15.00 og køres de næste 24 timer.