Michelle Gatting oplever interesse fra flere team

Danske Michelle Gatting var Le Mans-debutant i år. Det ser ud til, hun har bidt sig fast i det legendariske 24-timers løb.

Årets Le Mans var næppe en enkeltstående oplevelse for den danske debutant Michelle Gatting.

For det første har hun fået at vide, at kvindeprojektet på Kessel Racing ikke er en engangsforestilling. For det andet har hun allerede oplevet interesse fra flere andre team.

Det fortalte hun med et par timer tilbage af 24-timers løbet, da TV 2 SPORT spurgte til fremtiden:

- Nu må vi se. Det kan jo også være, der er nogle andre team, der vil have fat i én. Det ved man ikke.

Har der været det allerede?

- Ej, der har været lidt snak om det. Snakken går hurtigt i motorsport, så man kan jo ikke stole på noget. Men jeg har fået en masse ros, og det er jeg enormt glad for. Jeg skulle ned og bevise noget hernede, og det tror jeg, jeg har gjort.

Under Le Mans bestod Kessel-teamet af tre kvindelige kørere. Teamet stillede op i GTE AM-klassen med Michelle Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner.

- Det har været en fed idé med et kvinde-line up, men jeg ville ikke sige nej, hvis jeg skulle køre sammen med to herrer, sagde Michelle Gatting om fremtiden.

Ifølge Casper Elgaard, der tidligere har vundet Le Mans, er der god grund til interessen for Gatting.

- Det har været en flot debut, så stor ros for det. Det er altid svært at komme på Le Mans som debutant. Det med at køre om natten kan være svært. Man føler, man gør det samme, men det gør man bare ikke helt. Det tager nogle gange hernede, før man stoler 100 procent på, at bremsepunkterne er de samme, lød det fra Casper Elgaard.

Michelle Gatting kom i bilen for sidste gang med cirka en time tilbage af årets løb. Dermed fik hun lov til at køre Kessel Racing i mål på en tiendeplads ud af 16 GTE AM-biler.