Le Mans

Sådan forløb natten på Le Mans

Mens de fleste har taget nogle timer på øjet, så har Le Mans-feltet ufortrødent kørt hele natten. Her er et overblik over nattens hændelser.

Natten på Le Mans har blandt andet budt på et dansk uheld, der kostede deltagelse i løbet.

Her gennemgår vi højdepunkterne fra de mørke timer på Le Mans 2019.

Le Mans 2019 vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Du kan også følge vores liveblog, der dækker løbet minut for minut.

Klokken 00.04: Ubetydeligt uheld

Få minutter efter midnat kørte Alex Lynn i Aston Martins #97 af banen. Uheldet betød en tur i pitten, men det havde ikke den store effekt på stillingen, da #97 i forvejen lå langt nede i feltet.

Lynn og Aston Martin-holdet fik fikset problemerne, og bilen er stadig med i løbet.

Klokken 00.22: Dansk uheld

Nogle minutter senere, klokken 00.22, oplevede vi nattens mest dramatiske hændelse. Og med danskerbrillen desværre også nattens mest ærgerlige.

Aston Martins danskerbil #95 med Marco Sørensen kørte galt og udgik. Uheldet så voldsomt ud, og derfor var det også godt at se, at Sørensen selv kunne gå fra bilen.

Han overnattede på hospitalet, og ifølge Marco Sørensens far, Ruben Sørensen, har han pådraget sig en hjernerystelse.

Inden uheldet var alt bestemt heller ikke gået efter planen for danskerbilen. Den startede løbet fra pole position, men da uheldet skete, lå den langt fra top 10 i GTE Pro-klassen.

Danskerbilen Aston Martin #95 med Marco Sørensen bag rattet er kørt galt. Marco Sørensen var selv i stand til at gå fra bilen - bilen er dog ude af årets løb. Video: TV 2 SPORT

Klokken 01.10: Dansk føring

#95s uheld var medvirkende til, at Porsche #92 med danske Michael Christensen omkring klokken 01.10 kunne overtage føringen. Dermed så det ud til, at både sejren i Le Mans og kørernes VM var inden for rækkevidde.

Klokken 03.48: Danske favoritter i problemer

Men klokken 03.48 kørte Porsche #92 i pit og blev med det samme rullet ind i garagen. Der holdt den stille i 21 minutter, før den fik lov at køre ud på banen igen. Meldingerne gik på, at problemet skulle være udstødningen.

Det betyder i skrivende stund, at Michael Christensen og resten af holdet er meget langt fra at vinde Le Mans, men også, at de ikke er sikre på at vinde kørernes VM. VM kan kun mistes, hvis Porsche #91 vinder, og Michael Christensens Porsche #92 samtidig ikke slutter blandt de ni bedste.

Danskerbilen Porsche #92 med Michael Christensen på holdet køres i garagen og mister føringen. Video: Christopher Roth

Klokken 05.00: Dansk bil i pit - udgår senere

Jackie Chan Racing #37 med danske David Heinemeier-Hansson på holdet må køre i pit med uvisse problemer. Bilen ender med at udgå af løbet.

Klokken 06.40: To uheld på kort tid

Efter en længere periode uden uheld gik det galt to gange på få minutter tidligt søndag morgen. Først var det Michael Wainwright, der skred ud i gruset med sin Porsche #86. Minuttet efter kørte Sergio Pianezzola fra Kessel Racing #60 galt.

Det medførte såkaldt Full Course Yellow. Det betyder, at bilerne maksimalt må køre 80 kilometer i timen.

Michael Wainwright og hans Porsche #86 kørte ud i gruset. Få minutter senere efterlignede Sergio Pianezzola fra Kessel Racing #60. Der blev bagefter indført Full Course Yellow. Video: Louise Lind

Stillingen klokken 7.30

LMP1:

  1. Toyota #7
  2. Toyota #8
  3. Rebellion Racing #3
  4. SMP Racing #11
  5. Rebellion Racing #1

LMP2:

  1. G-Drive Racing #26
  2. Signatech Alpine Matmut #36
  3. Jackie Chan DC Raring #38
  4. TDS Racing #28
  5. Dragonspeed #31

GTE-Pro:

  1. Corvette Racing #63 (med Jan Magnussen)
  2. Porsche GT Team #93
  3. AF Corse #51
  4. Ford Chip Ganassi Team USA #68
  5. Ford Chip Ganassi Team USA #67

GTE-AM:

  1. Keating Motorsports #85
  2. Team Project 1 #56
  3. JMW Motorsport #84
  4. Weathertech Racing #62
  5. Clearwater Racing #61

Danskernes biler

De otte danskeres placering klokken 7 (danskerne markeret med fed):

LMP2:

  • 16. pladsen: (Oreca #20) med Anders Fjordbach, Dennis Andersen, Mathias Beche (High Class Racing)
  • Udgået: (Oreca #37): David Heinemeier Hansson, Jordan King, Ricky Taylor (Jackie Chan DC Racing)

GTE Pro:

  • 2. pladsen (Corvette #63): Jan Magnussen, Antonio Garcia, Mike Rockenfeller (Corvette Racing)
  • 12. pladsen (Porsche #92): Michael Christensen, Kevin Estre, Laurens Vanthoor (Porsche GT Team)
  • Udgået: (Aston Martin #95): Nicki Thiim, Marco Sørensen, Darren Turner (Aston Martin Racing)

GTE Am:

  • 12. pladsen: (Ferrari #83) Manuela Gostner, Rahel Frey, Michelle Gatting (Kessel Racing)

Le Mans 2019 vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Du kan også følge vores liveblog, der dækker løbet minut for minut.