Motorsport

Dansk speedwaystjerne scorer stor kontrakt

Leon Madsen har sikret en årsløn på fem millioner kroner.

Leon Madsen har fart i speedwaycyklen, og det har givet ham en lukrativ kontraktforlængelse i Polen.

Den danske speedwaykører Leon Madsen har gang i et forrygende 2019, som nu også har resulteret i en solid økonomisk gevinst.

Vejlenseren, som deler førstepladsen i VM-stillingen, har forlænget sin kontrakt med sin polske klub Czestochowa med tre år, fortæller han til Ekstra Bladet.

Ifølge avisen betaler klubben ham 15 millioner kroner over de tre år.

- De seneste år har jeg ligget i top tre-fire i den polske liga, og det har de belønnet, siger han til Ekstra Bladet.

Derudover hiver Madsen også penge hjem fra diverse sponsorer.

Sammenholdt med sin succes i VM-serien, og det faktum, at en konkurrerende polsk klub smed et endnu større tilbud på bordet til ham, gav det ham gode betingelser i kontraktforhandlingerne.

30-årige Leon Madsen har scoret 47 point i de første fire VM-grandprixer. Det giver ham en delt førsteplads sammen med russerne Emil Sayfutdinov og Patryk Dudek.

Det er første sæson, ar Leon Madsen er permanent medlem af VM-serien, hvor han tidligere kun har fået wildcards.

Der resterer seks grandprixer af VM. Det næste køres i netop Polen 3. august.