Magnussen i top-10 i den sidste træning

16x9
Haas' Kevin Magnussen under dagens træning. Foto: Lisi Niesner / Ritzau Scanpix

Kevin Magnussen satte tiendehurtigste tid i den sidste træning før kvalifikationen til grandprixet i Ungarn.

Den danske racerkører Kevin Magnussen sluttede som nummer ti i den afsluttende træning før lørdagens kvalifikation til Formel 1-grandprixet i ungarske Mogyoród.

Haas-danskeren befandt sig ellers længe i feltets tunge ende, men det fik han rettet op på efter blandt andet et dækskifte.

Godt midtvejs i den timelange tredje træning lå Magnussen allersidst med teamkammerat Romain Grosjean lige foran sig, men da danskeren fik blødere dæk på raceren, satte han pludselig sjettebedste tid.

Siden faldt han dog lidt tilbage i stillingen. Grosjean sluttede lige efter Magnussen på 11.-pladsen.

Magnussen satte tiden 1 minut og 17,230 sekunder, mens Grosjean var 0,63 sekunder langsommere.

Den britiske verdensmester, Lewis Hamilton, var hurtigst i sin Mercedes, da han satte banerekorden. Forinden havde Max Verstappen (Red Bull) sat banerekord, men den fik kun lov at stå i få minutter.

Hamiltons tid lød 1 minut og 16,084 sekunder, mens Verstappen var bare 0,013 sekunder langsommere.

Lørdagens kvalifikation begynder klokken 15, og ifølge vejrudsigterne kan det blive i svære vejrforhold. Således er der lovet regn og torden i området.

Selve grandprixet indledes søndag klokken 15.10.

Inden dette grandprix, der er det sidste inden en måneds sommerferie, fører Hamilton VM-serien med 225 point, mens teamkammerat Valtteri Bottas på andenpladsen har 184.

Magnussen har samlet 18 point, mens Grosjean er noteret for 8.