Motorsport

Ung racerkører er fortsat i koma, men gør små fremskridt efter dødsulykke

Vragdele fra Correas racer efter ulykken på Spa.

20-årige Juan Manuel Correa kæmper fortsat for livet efter Formel 2-ulykken for to uger siden, der kostede franske Anthoine Hubert livet.

For en uge siden meddelte Juan Manuel Correas forældre, at sønnens tilstand var forværret.

Under Formel 2-løbet på Spa-banen i Belgien kørte Anthoine Hubert af banen og ind i en bande, hvorefter hans racer blev slynget tilbage på banen. Her blev han torpederet af ecuadorianske Correa.

Hubert mistede livet, mens Correa nu kæmper for sit. Og der er små forbedringer at spore hos Correa, der ligger i kunstigt koma, hvor en maskine har overtaget hjertets og lungernes funktion.

- Mange af de vitale indikatorer er forbedret en smule, mens andre er meget lidt forværrede. Lægerne minder os om, at så længe Juan Manuel fortsætter med en lille smule fremgang, er det alt, vi kan ønske lige nu, skriver forældrene i en officiel statement.

De tilføjer, at infektionerne er under kontrol, og at hans tilstand er stabil.

Hvis Correas tilstand på et tidspunkt tillader det, venter der lægerne meget mere arbejde.

- Lægerne fortsætter med at holde øje med og skifte bandagerne. De bekræfter, at der er mange alvorlige frakturer, som kræver yderligere operationer, når hans lunger tillader det.

- Vi tror på vores søns styrke og vilje. Vi ser de små forbedringer om en indikation på, at han begynder at vende tingene til sin fordel. Vi har bare brug for, at han gør det lidt hurtigere.

Ifølge BBC kørte Correa ind i Hubert med over 270 kilometer i timen på Spa-banen i Belgien.