Motorsport

Dansk stortalent tager skridt op - skal køre for suverænt hold

Frederik Vesti fejrer mesterskabet i den europæiske Formel 3. Formula Regional European Championship

Frederik Vesti skal i den kommende sæson køre med i den internationale Formel 3-serie, hvor han har fået et sæde hos storholdet Prema.

2019 blev et sandt jubelår for racerkøreren Frederik Vesti.

I suveræn stil vandt den 17-årige dansker Formula Regional European Championship, der også er kendt som den europæiske Formel 3-serie. Hele 13 gange krydsede Vesti stregen først, og de imponerende præstationer er nu blevet belønnet.

Jeg er utroligt glad for muligheden

Frederik Vesti

Frederik Vesti har således fået en plads i den internationale Formel 3-serie, hvor han skal køre for storholdet Prema, der i den forgangne sæson tog sig af podiets to øverste pladser i den samlede stilling.

Det oplyser det italienske hold i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtig glad for, at det kunne lade sig gøre, siger Frederik Vesti til TV 2 SPORT.

- Det er en stor ting, som virkelig kan få mig til at have de bedste chancer for at klare det så godt som muligt i den internationale Formel 3-serie. Jeg er utroligt glad for muligheden, siger Vesti videre.

Kostede 10 millioner kroner

Selvom danskeren allerede har vist sit talent, så har evnerne på banen ikke været nok til at få aftalen for den kommende sæson i hus. Frederik Vesti oplyser, at sædet kostede 10 millioner kroner. Penge, som Vesti-lejren har fundet ved hjælp af sponsorer.

Frederik Vesti har også i 2019 været tilknyttet Prema-mandskabet, og ved at tage skridtet videre til den internationale serie, hvor flere af verdens største talenter kører, håber den unge dansker på at kunne fortsætte sin udvikling hos storholdet.

- Det er rigtig rart og betryggende. Der er meget pres på mig, for når man er hos et top team, så skal man også selv være en topkører. Der er det pres, men omvendt så giver de mig alle muligheder. For mig er det bare endnu en styrke, at jeg kan være hos et team, hvor jeg virkelig har det godt, og som bare er professionelt på alle punkter, siger Frederik Vesti.

Prema-mandskabet er kendt for deres arbejde med nogle af de største talenter i motorsport. Lance Stroll, sidste års vinder af Formel 2, Nyck de Vries, og Ferraris Charles Leclerc er bare nogle af de kørere, som har været igennem Prema-systemet.

Øget opmærksomhed kan bane vejen til Formel 1

Formel 3-serien, som Frederik Vesti næste år skal køre med i, følger Formel 1-karavanen til de europæiske løb på kalenderen, og med det følger også en øget opmærksomhed.

... det kan gå hurtigt i forhold til en kontrakt med et Formel 1-team

Frederik Vesti

De storslåede omgivelser er noget, som den danske racerkører ser frem til.

- Det kommer til at blive noget helt nyt. Alle øjne kommer til at være på en, og det er de mest magtfulde øjne, der står på sidelinjen og kigger. Det er et pres, jeg skal vænne mig til, men jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til, at det nok skal gå.

- Hvis man gør det godt på den store scene, og man beviser, at man har talentet til at komme til Formel 1, så kan det også gå meget hurtigt. De står på sidelinjen og kigger, så det er muligt, at det kan gå hurtigt i forhold til en kontrakt med et Formel 1-team, siger Frederik Vesti.

Frederik Vesti fejrer mesterskabet i den europæiske Formel 3.

Selvom Frederik Vesti har taget et skridt mod drømmen om en plads i Formel 1, så er han bevidst om, at han fortsat skal kæmpe hårdt.

- Jeg har de samme drømme og de samme muligheder som før. Det her er et step på vejen, og det er et rigtigt step. Jeg har det sådan, at det er op til mig, og jeg skal bare blive ved med at imponere, siger Frederik Vesti.