Motorsport

Paulo Goncalves er omkommet under Dakar Rally

Paulo Da Silva Goncalves er omkommet under årets Dakar Rally. Damien Meyer / Scanpix Denmark

Paulo Goncalves forulykkede efter 276 kilometer af 7. etape og blev erklæret død på hospitalet.

Motorcykelkøreren Paulo Goncalves er omkommet efter en ulykke på 7. etape af Dakar Rally.

Det oplyser arrangørerne på løbets hjemmeside.

Den 40-årige portugiser forulykkede efter 276 kilometer af etapen og blev med helikopter transporteret til hospitalet. Her kunne lægerne konstatere, at Golcalves var død.

Paulo Goncalves under 5. etape.

Det var 13. gang, Goncalves stillede op i det traditionsrige og krævende rally. Hans bedste resultat blev andenpladsen i 2015.

Portugiseren er den 29. deltager, der er omkommet i Dakar Rally, siden løbet blev kørt første gang i 1979.

Man skal fem år tilbage for at finde seneste dødsulykke, der ramte en polsk motorcykelkører.

I Dakar Rally deltager kørerne i tre forskellige kategorier, biler, motorcykler og lastbiler.