42-årige Nicki Pedersen jagter EM-succes: - Jeg føler mig ikke i den alder
Selvom Nicki Pedersen er en af de ældste speedwaykørere i feltet, skruer han ikke ned for intensiteten. Han føler slet ikke, at han er færdig endnu.
Den store varevogn var pakket med to speedwaycykler, et utal af dæk og flere forskellige køredragter.
Nicki Pedersen trænede for første gang i denne sæson, da han var på banen ved Fjelsted Speedway Klub lørdag eftermiddag. Træningen var den første i en travl sæson, hvor danskeren blandt andet skal køre i England, Polen, Sverige og Danmark.
Men selvom Nicki Pedersen til april runder de 43 år, er han langt fra at steppe ned på løbene.
- Jeg løb lige en tur, inden jeg skulle klæde om, og der kunne jeg mærke, at jeg havde det godt i kroppen. Der tænkte jeg over, at det var utroligt, at jeg løb rundt som 42-årig, og jeg bliver faktisk 43 til april, siger Nicki Pedersen til TV 2 SPORT.
- Jeg har det utrolig godt, og jeg føler mig ikke i den alder. Jeg glæder mig kun til at komme ud og give noget gas. Jeg har et smil på læben, glæder mig og brænder for det. Jeg føler, at jeg har noget, jeg skal brænde af ude på banen.
Nicki Pedersen, der tidligere har været meget ramt af skader, ser desuden frem til sæsonstarten, hvor han er kommet sig helt over de tidligere skavanker.
EM-serien er det store mål
Nicki Pedersen er startet på træningen med ét særligt mål for øje.
Den 42-årige fynbo drømmer om et VM-comeback, så han kan få muligheden for at vinde et fjerde verdensmesterskab. Og han har comebackplanen klar: Han skal blive europamester i 2020.
Som noget nyt vil vinderen af EM-serien blive belønnet med en fast plads i VM-serien den efterfølgende sæson, og det vil han udnytte.
- Der er ingen tvivl om, at jeg går efter at vinde guld i EM-serien i år, siger Nicki Pedersen.
- EM-serien giver fribillet til grandprix-serien året efter. Så er man ikke god nok til at vinde EM, er man ikke god nok til at gøre grandprix. Jeg føler, at jeg har fået lidt mere ny energi igen.
- I 2020 vil jeg gerne have nogle ambitioner over for mig selv, og det gør man i et løb ad gangen, og så må man se, hvad der kommer dertil. Der er heldigvis kun fire løb i EM-serien, men man skal være stabil i alle fire. Det bliver spændende, slutter han af.
Om ikke så længe rejser Nikci Pedersen til Polen, hvor han skal på træningslejr. En uge efter det sidder han på cyklen, når sæsonen starter.