Motorsport

- Ingen havde regnet med det, siger Tom Kristensen om 'sensationel sejr'

I en artikelserie med danske atleter ser vi tilbage på de største øjeblikke i deres karriere. Her kan du læse om Tom Kristensens Le Mans-sejr i 2008.

Hele ni gange har danske Tom Kristensen indtaget den øverste plads på skamlen ved Le Mans, mens det i alt er blevet til 14 podieplaceringer i 18 deltagelser.

Men karrieren har budt på mange andre store sejre og nederlag, som alle har været med til at skubbe karrieren i den rigtige retning.

Det gælder for eksempel VM i Formel 3 i 1993 på japansk grund, hvor Tom Kristensen snuppede sejren og for alvor blev en del af den internationale motorsportsverden.

Tom Kristensen vandt Le Mans for første gang i 1997, hvor han også satte banerekord.

Til gengæld har højdepunkter med negativt fortegn ifølge Tom Kristensen også været med til at gøre ham til verdens mest vindende Le Mans-kører. I 1999 var han og holdkammeraterne fra BMW dominerende i Le Mans, men de måtte udgå kort før mål. En skuffelse, han sidenhen lærte meget af og brugte aktivt.

Men her skal det handle om det største højdepunkt set med Audi-teamets briller, nemlig Le Mans i 2008. Det er af flere motorsportsmedier blevet kåret til det bedste Le Mans nogensinde. For eksempel skriver Autosport, at det er ’det største tyveri i Le Mans-historien’.

Løbet blev vundet af Tom Kristensen, Allan McNish og Rinaldo "Dindo" Capello, men det var på ingen måde problemfrit. Tværtimod. Det blev nemlig et løb fyldt med udfordringer. Blandt andet fyldte tidligere skuffelser i baghovedet, og favoritterne fra Peugeot var markant hurtigere, så Audi måtte tage en risikabel strategi i brug.

Jeg følte mig utilpas undervejs, havde hovedpine og nogle gange slog det over i svimmelhed

Tom Kristensen

Alt det og meget mere kan du læse om herunder, hvor Tom Kristensen selv beskriver, hvordan han oplevede Le Mans-sejren i 2008.

Underdoggenes Le Mans-triumf

Det var først på sidste omgang, jeg gav mig selv friheden til at tænke, at vi ville vinde. Intet racerløb er afgjort, inden man er i mål – den filosofi sad dybt i mig efter to af de største skuffelser i min karriere.

Året før – i 2007 - havde vi den største føring, jeg nogensinde har haft på Le Mans. Få timer før slut, hvor vi var foran med flere omgange, tabte Dindo venstre baghjul med 343 kilometer i timen. Jeg glemmer aldrig, at han gik med hjelmen på næsten tre kvarter efter, at han var udgået. Det var simpelthen, fordi han gik og tudbrølede. Det var også medvirkende til, at vi i 2008 sagde: ”Den her skal vi vinde”.

Tom Kristenten kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da Rinaldo Capello kørte af banen, og holdet dermed udgik af 2007-udgaven af Le Mans.

Noget lignende skete i Le Mans i 1999, hvor jeg kørte for BMW og var med til årtusindets løb, som det blev kaldt med alle ambitiøse bilfabrikker deltagende. Med en føring på tre og en halv omgang stod min teamkollega af, fordi der knækkede noget i affjedringen, og han totalsmadrede bilen. Den skuffelse satte sig vanvittig dybt i mig mentalt.

I begge løb havde vi kæmpet os så langt foran, at det faktisk ikke kunne gå galt, men det gjorde det begge gange alligevel. Det sætter sig dybt i en, det kan jeg love jer. Derfor turde jeg ikke tro, at vi vandt i 2008, inden det ternede flag blafrede.

Med få timer tilbage af løbet – da vi kæmpede for at forsvare førstepladsen – fik vi os pludselig en ubehagelig overraskelse

Tom Kristensen

En svær start

Vi kom absolut ikke ind til løbet som favoritter i 2008. Det gjorde Peugeot derimod. De havde udstillet os i 12-timers løbet på Sebring, og i kvalifikationen til Le Mans var vi 3,6 sekunder langsommere per omgang. Det er rigtig, rigtig lang tid i en sport, hvor vi taler om få tiendedele.

Derfor forsøgte vi at optimere på alle parametre. Vi øvede pitstop, til blodet sprang fra fingrene på mekanikerne. Vi prøvede at vinde alle de steder, vi kunne. Det var svært at holde hovedet højt, når vi vidste, at de ville være flere minutter foran os på kort tid. Men man giver aldrig op, og vi gik ekstremt detaljeret til forberedelserne.

Tom Kristensen og Peugeots Jacques Villeneuve hilser pænt på hinanden inden løbet i 2008. På banen gav de hinanden kamp til stregen.

Det så ikke godt ud i starten. Allan McNish startede i bilen, så jeg var i pitten, imens vi tabte enormt mange sekunder i de første mange timer. Allerede i løbet af de første tre omgange kom vi ti sekunder bagud.

Vi skulle virkelig kæmpe for ikke at lade os gå på af det og lade det få en negativ indflydelse. Mentalt skulle vi bare holde os til det, vi vidste: Vi skulle køre aggressivt alle 24 timer – også selvom vi engang imellem tog meget vilde chancer i trafik og i den måde, vi angreb banen og afgrænsningerne på - og måske burde have været en lille smule mere afventende.

Allan McNish, Tom Kristensen og resten af Audi-teamet blev filmet både før, under og efter løbet i 2008, uden at de vidste det. Ud fra det materiale blev dokumentaren 'Truth in 24' lavet. Den handler netop om kampen tilbage på toppen.

Fra løbets start var himlen blå, men vi var ikke hurtige i tørvejr. Vi havde prøvet at optimere ved at lave en racerbil, der kunne køre hurtigt i al slags vejr. Det gik udover farten i tørvejr, men bilen var holdbar og lidt af en ’tank’ - og vi håbede, at der ville komme mere regn end forudsagt. Det var en relativ aggressiv strategi, for havde der været tørvejr hele vejen, burde vi virkelig have fået klø.

Det var det bedste tidspunkt i løbet, da vi kom i spidsen for første gang i den mørke og våde nat

Tom Kristensen

Det regner altid på Le Mans

Man taler om, at ”it always rains at Le Mans”. Det er en myte, men regnen spiller ofte en rolle. Det gjorde den heldigvis også i 2008.

Der kom af flere omgange mere nedbør end forventet, så det var en god strategi. Det gav os nogle forhåbninger, om at vi kunne være med om sejren, og det gik vi fuldstændig efter. Det var der ingen, der havde regnet med – det er der ingen tvivl om.

I forhold til Peugeot kæmpede vi med mere luftmodstand, og samtidig havde vi mindre power i motorkraften. Men i regnen blev de ting en smule negligeret. Det betød også, at vi havde nemmere ved at kontrollere bilen på grænsen.

I nattens mulm og mørke sørgede Tom Kristensen for, at Audi for første gang i løbet indtog førstepladsen.

Om natten, da jeg kørte i regnvejret, var der utrolig meget aquaplanning, og sigtbarheden var dårlig. Men her var vi i stand til at hente meget af det, vi havde tabt i tørvejret.

Jeg var i direkte duel med Jacques Villeneuve, der kørte i Peugeoten på det tidspunkt. Da jeg satte mig i bilen, havde vi omkring et minut op til dem på førstepladsen, men vi halede ind på dem.

Jeg fik forspringet ned på under tre sekunder, inden vi begge kørte i pitten. Her kom jeg ud foran Peugeoten, fordi de valgte at skifte dæk og kører. Vi blev på intermediates, og jeg blev i bilen. Det var det bedste tidspunkt i løbet, da vi kom i spidsen for første gang i den mørke og våde nat.

Jeg nåede ikke at tænke andet, end at jeg skulle holde den ude af autoværnet og grusarealet

Tom Kristensen

Men der var stadig langt til mål, og fem gange undervejs overhalede vi hinanden frem og tilbage, alt efter om der var tørvejr eller regnvejr, og hvornår på døgnet det var.

Det er de små ting, der afgør Le Mans, og med få timer tilbage af løbet – da vi kæmpede for at forsvare førstepladsen – fik vi os pludselig en ubehagelig overraskelse, som sendte chokbølger igennem teamet.

Tom Kristensen

Tom Kristensen har opnået en del i sin 30 år lange motorsportskarriere. Blandt højdepunkterne tæller:

  • Ni sejre i 24-timers-løbet på Le Mans, heraf seks i træk i perioden 2000-2005. Begge dele er rekord.
  • Seks sejre i 12-timers-løbet på Sebring (rekord).
  • Verdensmester i FIA World Endurance-serien i 2013.
  • Vinder af den amerikanske Le Mans-serie i 2002.
  • Tysk Formel 3-mester 1991.
  • Japansk Formel 3-mester i 1993.
  • Derudover er han optaget i motorsportens internationale Hall of Fame (i 2013), ligesom han blev Ridder af Dannebrog.
  • Han blev optaget i sportens Hall of Fame i 2018

Der blev meget stille meget hurtigt

Da vi nærmede os afgørelsen, sloges jeg direkte med Peugeoten. Vi skulle tage chancer hele vejen igennem.

Det var i den berømte Dunlop-chikane. To sving lige i træk, og i det første sving havde jeg egentlig overhalet en bil, som ikke var en direkte konkurrent. Jeg levnede ikke meget plads til ham i svinget lige efter, hvor jeg forventede, at han trak sig. Men det endte i en kollision, og det var et skrækscenarie for hele vores team.

Vores ingeniør, som havde været vågen i 35 timer, gik ikke med de ekstatiske mekanikere ned til podiet for at fejre det

Tom Kristensen

Vores bil blev ramt på højre bagdæk. Jeg nåede ikke at tænke andet, end at jeg skulle holde den ude af autoværnet og grusarealet, for der kunne jeg risikere at sidde fast. Rent instinktivt tænkte jeg bare, at jeg skulle redde bilen og køre videre.

Vores racer var i dens tredje sæson – vi kaldte den en tank internt, for den var bygget meget stærk, hvilket også gjorde, at den ikke var hurtig nok mere. Men det var en bil, hvor vi virkelig kunne gå til stålet. Derfor holdt den også til kollisionen, som kostede mig et spin og lidt tid.

Pitten og garagen var helt oppe at køre, og det fik pulsen op i den røde zone. Ligeså snart jeg ’fangede’ bilen og kom i topfart igen, gav jeg over radioen feedback til teamet om, at *biiiiiiip*, men at bilen virkede til at være okay. Der brugte jeg uden tvivl nogle ord, som sikkert er blevet censureret. Jeg har fået en undskyldning senere, men det er jo lige meget i sekunderne, hvor det står på.

I 1999 kørte Tom Kristensen for BMW. Han og teamkollegaerne var på vej mod en sikker sejr i Le Mans, men de måtte udgå få timer før mål.

Heldigvis kunne jeg køre videre og kæmpe for at beholde førstepladsen. Men selvom det i de sidste timer så godt ud for os, vidste jeg, at det hurtigt kunne ændre sig. Flere store skuffelser – mest dem fra 1999 og 2007 - sad i baghovedet. Derfor var det vigtigt for mig mentalt, at jeg hele tiden var vågen på alt, til løbet var ovre.

Mennesket slår maskinen

Da jeg kørte over målstregen, var jeg ekstatisk. Vi bar alle følelserne udenpå tøjet, og jeg var selvfølgelig vildt glad og stolt.

Det var en temmelig sensationel sejr, og det var i hvert fald nervepirrende fem gange i løbet af det døgn, nemlig de fem gange vi byttede plads løbet igennem. I 2008 burde det ikke have været muligt for os at vinde Le Mans.

For ottende gang i karrieren kunne Tom Kristensen i 2008 stille sig øverst på podiet i Le Mans.

Vores mekanikere var fuldstændig ødelagte af træthed, men samtidig var de gennemsyret af glæde og stolte over, at det lykkedes os at slå Peugeot. Vores ingeniør, som havde været vågen i 35 timer, gik ikke med de ekstatiske mekanikere ned til podiet for at fejre det. I stedet satte han sig bag pitten på en bunke dæk og fik sig en smøg. Der var tårer i øjnene på ham, men han havde bare brug for ro.

Vi følte, vi havde været under et kæmpe pres. Inden løbet kom folk hen til os og sagde: ”Det bliver hårdt i år, drenge”. Men vi nægtede at tage det ind. I stedet skabte det en trodsighed i os: Peugeot skulle bare ikke slå os her på Le Mans.

Jeg var begyndt at tælle fra nul igen, så det betød meget for mig at hente endnu en sejr

Tom Kristensen

Min teamkollega Dindo forklarede det meget godt efterfølgende: ”The human elements beat the machine” (mennesket slår maskinen, red.). Faktisk hænger det sammen med noget, han sagde før løbet, da vi blev interviewet på scenen i den danske lejr hos K-rejser: ”In a circus, a lion jumps through one ring. Maybe two. But four rings (Audi)… the lions (Peugeot) will never jump through that” (I et cirkus springer en løve igennem en ring. Måske to. Men fire ringe (Audi)… det vil løven (Peugeot) aldrig hoppe igennem).

Det var den fornemmelse, vi havde som team. Vi fik følelsen af, at både vi, de andre på pitlane og fansene vidste, at det havde været et ekstraordinært Le Mans. Siden er det også blevet kaldt ’the greatest ever’.

For mig personligt var det også en vigtig sejr. Det var ét år efter min alvorlige ulykke på Hockenheim-banen, og jeg døjede med eftervirkninger. Jeg følte mig utilpas undervejs, havde hovedpine og nogle gange slog det over i svimmelhed, som absolut ikke er befordrende i en racerbil.

Men det endte alligevel med at blive min første Le Mans-sejr efter den voldsomme ulykke. Jeg var begyndt at tælle fra nul igen, så det betød meget for mig at hente endnu en sejr. En sejr, som manifesterede, at vi på trods af hårde odds var i stand til at slå favoritterne ved hjælp af formidabelt teamwork, forberedelse og aggressive kørestile.