Motorsport

Nicki Pedersen ombestemmer sig og skal alligevel køre i verdens bedste liga

Nicki Pedersen har fået forhandlet en kontrakt på plads og skal alligevel køre i Xtra-ligaen i Polen.

For under en uge siden skulle Nicki Pedersen ikke nyde noget af at køre speedway i Polen.

Men nu har danskeren fået forhandlet en kontrakt på plads og skal fra næste sæson køre speedway i verdens største liga - Xtra-ligaen i Polen.

Først blev det et nej tak, da han var blevet bedt om at gå over 50 procent ned i løn på grund af på grund af coronakrisen. Det blev for meget for den danske speedway-kører.

Men nu er tingene faldet i hak og den 43-årige dansker skal fra næste sæson køre for holdet GKM Grudziądz.

Det fik smilet frem igen hos Nicki Pedersen.

- Nu er det hele faldet godt på plads. Det vil helt sikkert blive et hårdt 2020 for kørere og alle klubber. Men lad os håbe, vi alle kommer igennem corona og komme videre sammen, skrev han efterfølgende på Instagram.

Udover Nicki Pedersen har den polske klub også skrevet kontrakt med en anden dansker - 35-årige Kenneth Bjerre.

Og selvom det sikkert kribler i hænderne på dem, må de vente lidt endnu med at dreje gashåndtaget.

Reglerne i ligaen siger nemlig, at kørerne skal i 14 dages isolation og derefter testes for corona, inden de må starte træningen. Deres 14 dages isolering starter fra på fredag den 8. maj.

Derfor er der udsigt til en lidt anderledes opstart end normalt, inden ligaen den 12. juni skydes i gang.