Motorsport

18-årig dansker vinder afbrudt Formel 3-løb

Frederik Vesti vandt sidste år den europæiske Formel 3. Formula Regional European Championship

Den danske racerkører Frederik Vesti vandt lørdagens Formel 3-løb i Østrig under kaotiske vejrforhold.

Den talentfulde danske racerkører Frederik Vesti kan for første gang i sin korte karriere kalde sig vinder af et løb i Formel 3-serien.

18-årige Vesti blev udråbt som vinder, da lørdagens løb på Red Bull Ring i Østrig blev afbrudt i utide på grund af dårligt vejr.

På det tidspunkt var der kørt 14 ud af de planlagte 24 omgange, og danskeren lå i spidsen for løbet.

Danskeren indledte i pole position og holdt sig i front for feltet, indtil løbet blev afblæst.

På det tidspunkt øsede regnen ned over banen i Spielberg, hvilket medførte en række uheld.

Det gik galt første gang på fjerde omgang, da Aleksandr Smolyar fik en snurretur på den spejlglatte asfalt, og kørerne havde generelt svært ved at styre bilerne under de alt andet end optimale forhold.

Vejret blev tiltagende dårligere, og løbet blev afblæst på 14. omgang. Stillingen efter halvdelen af løbet, hvilket vil sige 12 omgange, blev noteret som slutresultat, og Frederik Vesti kunne lade sig hylde på sejrspodiet.

Ifølge reglerne skal pointene halveres, hvis mindre end 75 procent af en løbsdistance bliver gennemført. Det betyder, at sejren "kun" indbringer Vesti 12,5 point mod de 25, der normalt uddeles til vinderne. Dog fik han 4 ekstra point for sin pole position.

Dermed er Vesti nu nummer to i stillingen, et halvt point efter australske Oscar Piastri på førstepladsen.

Søndag skal kørerne i aktion igen i weekendens andet Formel 3-løb på Red Bull Ring.