Le Mans

Sådan forløb Le Mans-natten: Ny bil i front og stort sammenstød

Danskerbilen High Class Racing udgik, men det var langt fra den eneste bil med problemer. Få overblikket over højdepunkterne fra natten.

Klokken 23:40

Mikkel Jensen og G-Drive Racing #26 lå og kæmpede om førstepladsen, da bilen pludselig mistede fart.

Det kostede dyrt for det russiske hold, som røg ned på syvendepladsen i LMP2-klassen. De har siden kæmpet sig to pladser op. Blandt andet på grund af hurtige tider af Mikkel Jensen.

Mikkel Jensens G-Drive Racing #26 lå i front, men de mistede pludselig fart. Video: TV 2 SPORT

Klokken 00:45

Fart mistede den danskejede bil High Class Racing #33 også i de tidlige nattetimer. For pludselig holdt den stille midt på vejen. Ganske vist kom den i gang igen og kunne køre ind til pitten. Men det var anden gang siden løbets start, at der var problemer med LMP2-bilen.

Klokken 01:23

Der stod pludselig gnister ud fra højre side af Ferrari #71 i GTE Pro-klassen. Den måtte snegle sig ind i pitten, og det udnyttede Aston Martin #95 med Marco Sørensen og Nicki Thiim til at rykke op på tredjepladsen i klassen.

Klokken 02:13

Så gik den ikke længere for danskerbilen. Anders Fjordbach oplyste til TV 2 SPORT, at de var nødsaget til at trække bilen ud af løbet, da de ikke længere kunne nå minimumtiden på seks timer bag rattet for hver kører.

Det var nogle rørte mekanikere hos High Class Racing, som måtte trække porten ned til garagen.

Det kan ses i videoen over artiklen.

Klokken 02:40

I Toyota-garagen var der bekymrede miner lidt over halvvejs i løbet. Toyota #7 havde været i front i store dele af de første 12 timer, men pludselig måtte den en tur i garagen. Mekanikerne var i aktion i 30 minutter, inden den kom på banen igen. Der havde søsterbilen Toyota #8 overtaget føringen, ligesom de to Rebellion-racere også var kørt forbi.

Toyota #7 mistede føringen på Le Mans, da de måtte bruge 30 minutter på bilen i garagen. Video: TV 2 SPORT

Klokken 03:52

Lidt dramatik skete der i de senere nattetimer. Toni Vilander i Ferrari #63 kørte sammen med Nyck de Vries i Racing Team Nederland #29 ved Tertre Rouge.

Bilerne måtte begge en tur i garagen i længere tid, men de er fortsat med i løbet.

Tidstabet for Ferrari #63 betød, at Michael Christensen i Porsche #92 rykkede op på syvendepladsen i GTE Pro-klassen.

Ferrari #63 og Racing Team Nederland #29 i stort sammenstød ved Tertre Rouge. Video: TV 2 SPORT

Du kan følge resten af dette års Le Mans enten på TV 2 og TV 2 PLAY eller i livebloggen på sport.tv2.dk.