Motorsport

Uhørt præstation af 16-årig talent: - Det er så vildt

Marcus Birkemose er et af de ypperste danske talenter i speedway. Onsdag vandt han bronze ved DM.

- Det er så vildt. Det er så ubeskriveligt. Det er så dejlig en følelse.

Det sagde en euforisk Marcus Birkemose til TV 2 SPORT, efter han vandt bronze ved danmarksmesterskabet i speedway onsdag aften.

Det blot 16-årige stortalent var så rørt, at han dårligt kunne få ordene frem, da det hele var slut.

- Jeg får bevist over for mig selv, at jeg kan følge med de bedste i Danmark. At få lov til at stå på pallen (podiet, red.) første gang man er med til et DM, er en følelse, jeg slet ikke kan beskrive, lød det fra fra ham.

Marcus Birkemose er en ung komet, som mange ikke rigtig havde hørt noget om før sidste sæson.

Men allerede som 15-årig gjorde han sit indtog i den bedste danske speedwayrække, hvor han sidste år leverede nogle imponerende resultater.

"Højst usædvanligt"

Ulrik Jönsson, der er motorsportskommentator på TV 2 SPORT, er godt klar over, at der potentielt er tale om en kommende guldfugl inden for speedwaysporten.

Men han havde ikke forventet at skulle se det unge talent på podiet til et DM allerede nu.

- Det er helt uhørt, at en så ung kører gør det så godt til et danmarksmesterskab. DM er noget af det mest betydningsfulde, man kan vinde som speedwaykører. Så at han står der, i så ung en alder, er højst usædvanligt, fortæller Ulrik Jönsson.

Han sætter desuden ord på, at Marcus Birkemose er en stille og rolig dreng, der går ydmygt til opgaven uden for store armbevægelser.

Det var også noget, man kunne fornemme under løbet, hvor Marcus Birkemose viste ydmyghed i sine interviews

- Jeg forstår det heller ikke helt selv, men jeg håber da, at jeg kan drille de store lidt i aften, sagde han.

I speedway er det, modsat andre sportsgrene, normalt, at man er på kontrakt hos flere klubber i forskellige lande.

Marcus Birkemose er på kontrakt hos Stal Gorzów i den bedste polske række, Ekstraligaen, ligesom han tørner ud for Vojens, der ligger i Danmarks bedste række.