Motorsport

Ny dansk verdensmester i WEC

Nicki Thiim og Marco Sørensen blev verdensmestre, mens Michael Christensen vandt GTE Pro-klassen i ottetimersløbet i Bahrain.

World Endurance Championship-serien (WEC) fik sin afslutning, da løbet lukkede og slukkede for WEC-sæsonen. Og det var med dansk succes.

Således afleverede det regerende verdensmesterpar, danske Michael Christensen og franske Kevin Estre, VM-titlen til de to danskere Nicki Thiim og Marco Sørensen, der dermed kan kalde sig for verdensmestre det næste stykke tid.

- Det er en kæmpe bedrift af Nicki Thiim og Marco Sørensen at vinde den her VM-titel.

- De vandt også VM i 2016, men den seneste version af Aston Martin-raceren har været vanskelig for teamet og kørerne at finde fart i, og her har den danske duo altså været skarpe, fortæller TV 2 SPORTs motorsportskommentator Jacob Hammerholt.

Undervejs i løbet var danskerne uheldige med deres pitstop, hvor timingen med full course yellow betød, at de dalede fra en tredjeplads ned til sidstepladsen, hvorfor de måtte tage endnu et pitstop på grund af problemer med bremserne.

Det satte parret tilbage og uden chance for en podieplacering.

Dog havde de et 15 points forspring før løbet, og derfor var femtepladsen altså nok til at sikre dem VM-titlen.

Michael Christensen og Kevin Estre kørte altså deres sidste løb som verdensmestre, og de sluttede sæsonen af med en flot sejr.

- Deres Porsche var stærk, og de to kørere lavede ingen fejl, fortæller Jacob Hammerholt.

Michael Christensen havde et svært Le Mans, hvor meget lidt fungerede for Porsche-teamet.

Derfor var det en tiltrængt sejr i det sidste løb inden vinterpausen.

Nicklas Nielsen kom ind som nummer 2 i GTE AM-klassen lige under GTE Pro, og det gør ham til verdensmester i denne klasse.